Knud den Store XXX17

Vikingetiden

Denne periode startede efter mange historikeres mening med det beskrevne overfald på klosteret Lindisfarne i Skotland i 793. Arkæologiske undersøgelser i Ribe angiver, at tidens materielle kultur begyndte allerede omkring 750.

De skandinaviske vikinger drog ud i verden på deres fænomenale langskibe. De svenske vikinger drog for det meste mod øst til Rusland, Polen, Bulgarien og helt til Konstantinopel, de norske mod vest til Skotland, Irland, Island, Grønland og Amerika, og de danske mod vest til England, Irland og mod syd til Holland, Belgien, Frankrig og Spanien.

Vikingeskibene var en konstruktion, som var velegnet til vikingernes formål.

De var meget sødygtige og lette, så når ballast stenene var taget ud af skibets bund, og årene stukket gennem årehullerne i den øverste kant af rælingen, kunne vikingerne let bære skibet over længere strækninger, fra flod til sø eller flod.

Var det for meget kunne de bruge ruller af træ til at lette transporten. Det var på den måde de svenske vikinger blandt andet kom ad floderne gennem Østeuropa helt ned til Sortehavet.

Skibene var også fladbundede, og var derfor i stand til at komme så tæt mod land, at det var nemt for vikingerne, at overraske den lokale befolkning.

Udover vikingeskibet Havhingsten, som blev bygget i Roskilde og gennemførte en sejllads til Irland, så kan historien berette om et stort vikingeskib, Ormen hin Lange, som blev bygget til den norske konge Olav Tryggvason. Historikerne er lidt uenige i hvor stort skibet var, det er bedømt til at være mellem 34 og 52 rum stort. Et rum er det sted hvor roerne sad med deres årer, hvilket vil sige at det var mellem 68 og 104 roere, og dertil kom så de vikinger der ikke roede, hvilket bringer antallet op på maks. 130 mand.

Havhingsten, som blev bygget ved Vikingemuseet i Roskilde, er til sammenligning på 30 rum, altså plads til 60 roere.

Frankrig

Vikingerne havde gennem flere år plyndret langs kysterne i Holland, Belgien og Frankrig, de havde endog erobret Paris i 845 og holdt byen besat i et helt år.

I slutningen af 800 tallet havde vikingerne fra Danmark, Norge og fra Danelagen i England gennemført så mange plyndringstogter og skabt så meget uro, at den franske konge Karl den Enfoldige afstod området omkring Seinens udmunding, som efterhånden fik navnet Normandiet, til vikingehøvdingen Rollo, (846 – 932) mod at han så skulle forsvare området mod andre vikinger og lade sig døbe. Han lod sig døbe under navnet Robert, og forsvarede derefter området med stor succes.

Vikingerne blandede sig efterhånden med lokalbefolkningen, og lærte sig fransk, og udviklede deres egen dialekt, normannisk. Deres hjemland blev hertugdømmet Normandiet og de var berømte for deres kampånd og kristne tro. De baserede deres styrker på rytteriet, se dette eksempel. Senere udvidede de deres område, og var aktive i kampen mod den arabiske indflydelse i Sydeuropa. De bekæmpede araberne med succes og skabte endog deres eget kongerige på Sicilien.

England

England var opdelt i mange små kongeriger efter at romerne havde forladt landet i 410.

Vikingerne havde derfor let spil og kunne gennem flere år hærge i England, hvor de svage engelske konger ikke var i stand til at modstå presset. De købte sig fri for vikingernes angreb med store summer i sølv, men det var kun en stakket frist, for vikingerne kom tilbage år efter år.

Svend Tveskæg (960 – 1014) samlede en stor flåde (1000 skibe) og satte kurs mod England i 1013, med det formål, ikke lade sig købe fri med sølv, men med den hensigt at erobre landet. Han startede i den del af England, der i forvejen havde en stor befolkning af danskere, Danelagen, som hurtigt overgav sig. Han efterlod sin næstældste søn Knud (995 – 1035), som regent og som samtidig skulle passe på de gidsler, der skulle garantere ro og orden i området.

Svend mødte kun lidt modstand i Sydengland, og den engelske kong Ædelred flygtede med sit følge til Normandiet. Nu var Svend enehersker og engelsk konge, men han fik kun få måneder til at nyde sin succes, han døde i februar 1014 og hæren kårede hans søn Knud til efterfølger, men det gjorde englænderne ikke, de hjemkaldte Ædelred, og han var i stand til at mobilisere en stor hær og gik mod Knud i Danelagen. Knud indså det var mere end han kunne klare, så han sejlede hjem til Danmark og efterlod gidslerne uden hænder, næser og ører.

Svend Tveskægs lig blev bragt til Danmark af en vis engelsk dame, og han blev endelig begravet samme sted som sin far Harald Blåtand i Roskilde, men dette gravsted er siden forsvundet.

I Danmark herskede Knuds broder Harald II (989 – 1018), og han havde ikke i sinde at overlade den danske trone til Knud, men ville gerne hjælpe ham med at genvinde England. Han hjalp Knud med at samle en hær, og han tog tilbage til England i 1015 på 1000 skibe, hvor han udkæmpede flere slag mod Ædelreds søn, den engelske kong Edmund II Ironside (989 – 1016), uden at der kom nogen sejrherre ud af det. De to konger, Edmund og Knud, besluttede at dele magten, så Knud fik England nord for Themsen, og Edmund alt syd for Themsen, med den klausul, at den længst levende af dem skulle have hele England, så da Edmund døde allerede i november 1016 var Knud enehersker i hele England. Knud blev kaldt Cnut eller Canute på engelsk.

Emmas børn var i sikkerhed i Normandiet, men af de 10 børn med Ælfgifu i England sørgede Knud for at myrde den sidste overlevende søn i 1017.

Nu foretog Knud en genial handling, han giftede sig med Ædelreds enke, Emma i 1017, og det formindskede risikoen for at hendes bror Hertug Richard af Normandiet skulle gribe ind til fordel for Ædelreds sønner, som var flygtet til Normandiet sammen med deres far.

Knud fik en søn, Harald Harefod (1016 – 1040), med sin frille Ælfgifu, som var fra en indflydelsesrig slægt i Midt- og Nordengland, og Knud fik endnu en søn Hardeknud (1018 – 1042) med Emma.

Knud genindførte også mange af de love, som de tidligere engelske konger havde gennemført. Blandt andet det beskatningssystem, der var indført for at skaffe de store summer der var nødvendige for at betale vikingerne flere gange for at undgå deres plyndringer.

Knud belønnede mange af sine trofaste tilhængere med store godser og lod dem beklæde ansvarsfulde poster i det lokale styre.

Knud styrkede og udvidede den skandinaviske indflydelse i England, og de mange danske og norske stormænd, der gennem tiden i England påvirkede udviklingen og stednavne kan endnu i dag findes flere steder i landet. Der var ligeledes mange, der søgte til London og til York, hvor de kom til at præge handelen mellem England og kontinentet.

Den engelske kirke accepterede Knud som den rette kristne konge, og Knud bevarede et godt forhold til de engelske biskopper og de gjorde ham deres opvartning ved hoffet i Winchester.

I 1018 indsamledes mere end 82.000 pund sølv, som Knud brugte til at betale og hjemsende de vikinger, der havde hjulpet ham med generobringen i 1016, han beholdt dog en styrke på 40 skibe med mandskab. Denne styrke fik han brug for allerede i 1018 hvor han nedkæmpede en viking flåde på 30 skibe og dræbte alle vikingerne.

Da den danske konge Harald II døde i 1018 blev Knud kåret, nu også som dansk konge i 1019. Han indsatte sin svoger Ulf Thorgilsson, gift med Knuds søster Estrid til jarl og fosterfader for sønnen Hardeknud, og ansvarlig for Danmark som statholder.

I Norge herskede Olaf den Hellige, han var meget barsk i sin fremfærd og brugte flere barske midler for at kristne Norge. Disse grove midler skabte mange fjender, og flere norske stormænd kontaktede derfor Knud for at han skulle skaffe dem af med Olaf. Det kom Olaf for øre, så han kontaktede den Svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud og hans magt, så de besluttede tilsammen at angribe Danmark i 1026 og hærgede især i Skåne og på Sjælland.

Ulf jarl ville nu i Knuds fravær, samle Danmark til forsvar ved at udråbe sønnen Hardeknud til konge, men støttede alligevel Knud, da det kom til et stort slag ved Helgeå samme år, hvor de svenske og norske styrker blev jaget på flugt.

De røde områder er Knuds rige, de mørkegule er vasal stater og de lysegule er allierede stater.

Knud fremstod som en rigtig kristen konge, som havde et godt forhold til kirken, men han var også en barsk konge, han var især uforsonlig mod de stormænd, danske som engelske der havde vist sig troløse og illoyale, dem gjorde han kort proces med, dem lod han dræbe uden skånsel.

Det kom også til udtryk under en sammenkomst i Roskilde 30. december i 1026, hvor Knud kom op at skændes med Ulf, som forlod stedet med bemærkninger om, at han havde været god nok, da han kom Knud til undsætning i slaget ved Helgeå. Det vakte Knuds vrede, så lod han Ulf myrde i Trefoldighedskirken, hvor han have søgt tilflugt, det måtte Knud betale mandebod for til både kirken og søsteren.

Ulf og Estrids søn Svend (1019 – 1074) blev den senere konge, som Svend Estridsen, efter moderen og ikke Ulfsen efter faderen.

Nu følte Knud sig ret sikker, så han drog til Rom i marts 1027, hvor han blev feteret og hyldet, som den store mægtige hersker han var, og han overværede kroningen af den tyske konge Konrad II til kejser.

Efter dette ville Knud skabe orden i landene, så han samlede i 1028 en flåde på 1500 skibe og drog op for at erobre Norge, men da han kom derop havde nordmændene jaget Olav den Hellige på flugt og udråbt Knud til norsk konge.

Knud døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035 og blev begravet i Old Minster i midten af hans hovedstad Winchester, og kisten blev senere flyttet til den nye Normanniske Katedral. Hans dronning, Emma døde i 1052 og blev begravet samme sted som Knud. På billedet ses hun sammen med Knud, der overleverer et stort gyldens kors til kirken.

Afslutning

I England under Cromwell styret blev kisterne med Knud så vel som Emma ødelagt af soldater og deres ben spredt rundt om på gulvet. Benene blev straks efter samlet sammen af en ældre kvinde og gemt til de igen blev lagt i samme kiste, som ses på billedet.

Der er i disse år et arbejde i gang med at samle benene og fordele dem i nye kister, så de igen kan gravlægges hver for sig. I 2015 kom det frem, at Knud muligvis døde af Brugadas Syndrom, det er en arvelig sygdom. Man har senere fundet ud af at op 14 danske konger er død af denne lidelse, fra Svend Tveskæg til Oluf II. Det er en sygdom der kun nedarves af mænd, og viser sig normalt fra 30 års alderen ved besvimelsesanfald og som hjerte stop

Litteratur

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet
Artikler fra Videnskab.dk
Artikler fra Tidsskriftet Nature
Artikler fra Internettet om samme emne