Bronzealderens kollaps Del 2 - OKT14

Katastrofen indtræffer

I året 1230 fvt. indtræffer det første angreb på Peloponnes, og store dele af befolkningen søger tilflugt i de befæstede byer. Størstedelen af landsbyerne bliver brændt af, men de befæstede byer, bl. a. Mykene og Pylos, modstod angrebet.

Omkring 1200 var de fleste landsbyer på Peloponnes genopbygget, og murene omkring Mykene blev udvidet, så huse til magasiner og værksteder nu var indenfor murene, og den nye hovedport blev udsmykket med et enestående kalkrelief med 2 løver, Løveporten.

Udvidelsen kom også til at omfatte en underjordisk cisterne til en mere sikker vandforsyning. Udenfor bymuren lå beboelseskvartererne der stadigvæk, og man var begyndt at bygge en forsvarsmur tværs over landtangen, der forbinder Peloponnes med hovedlandet.

Den var dog kun halv færdig da det andet og afgørende angreb blev sat ind i 1185. Nu blev selv Mykene med borganlæg erobret og afbrændt for aldrig mere at blive genopført, og endvidere blev yderligere 10 befæstede byer i hele Grækenland indtaget og afbrændt, og op mod halvdelen af alle landsbyer i Grækenland blev heller aldrig genopført.

Effekten på landet kan man se på de fundne potteskår, de fint dekorede lervarer, som Mykene var kendt for, findes ikke længere, og i de efterfølgende mange år findes kun primitive udgaver.

Efter den mykenske kulturs fald begynder den græske jernalder (ca. 1100-800 f.Kr.), som også kaldes ’de mørke århundreder’, fordi der ikke længere bygges paladser.

De store byen forfalder, befolkningstallet daler, handelsforbindelserne bliver brudt, og folk bor isoleret i mindre landsbyer eller lever nu som nomader.

Reelt vidste grækerne ikke meget om bronzealderen, men man antog at den blinde digter Homers fremstillinger i digtene Iliaden og Odysseen var sande, de beskriver forholdene før, under og efter erobringen af Troja. Nogle historikere mener at disse digte kom ud fra en mundtlig tradition og først nedskrevet i perioden 561 – 528 under Athens hersker Peisistratos.

Da man udgravede Mykene, fandt man flere store gravkamre, bygget nærmest som de gravhøje vi kender fra Danmarks vikingetid. Her fandt man smykker og andet gravgods, bl.a. også flere guldmasker, der menes at forestille den afdøde. Den mest berømte af disse masker kaldes Agamemnons dødsmaske, der i dag kan ses på Nationalmuseet i Athen. Masken blev fundet i 1876 af den velhavende tyske amatørarkæolog Heinrich Schliemann, der er dog ingen videnskabelig bevis for, at det virkelig er Agamemnons dødsmaske han havde fundet.



Havfolkets erobring af Mykene har nok tilskyndet dem til at dele sig, så en del fortsatte erobringerne over land mod Grækenland og Tyrkiet, hvor en anden del fortsatte på erobrede skibe langs kysten mod Ørigerne i det Ægæiske hav, blandt andet de store øer Kreta og Kypern, for så at fortsætte videre langs kysten mod Ægypten. På Kreta bliver byerne Knossos og Kydonia indtaget og ødelagt, og på Cypern bliver 4 store byer ligeledes afbrændt, heriblandt Kition og Enkomi.

Både i Grækenland og på øerne forlod befolkningen i vid udstrækning de tidligere byområder og flyttede til områder inde i landet og etablerede der nye små samfund.

Hittitternes konge Tudhaliyas IV(1260-1220) havde store interne problemer, riget blev rystet af oprør fra hidtidige forbundsfæller, og forskellige fraktioner i landet kæmpede om magten, og da der så også kom problemer med assyrerne, forbød han alle sine vasaller i Levanten langs Middelhavets kyst at handle med de assyriske købmænd, alt sammen til ingen nytte, dertil var denne handel for indbringende.

Da så assyrerne samtidig med havde erobret et område hittitterne tidligere havde taget fra Mitanni riget tæt ved Eufrat, så var riget temmelig ustabilt.

Efterfølgeren kong Arnuwandas IV oplevede at havfolket omkring 1220 fvt begyndte at strømme ind i landet i større og større antal, at hovedstaden Hattusas til sidst erobres og nedbrændes omkring 1200, og det får det hittitiske rige til at bryde sammen for aldrig at rejse sig igen. Nu var vejen banet for nye stormagter, og her kommer Assyrien igen på banen.

I alt bliver 13 større bysamfund i Lilleasie Den hittitiske kultur og deres særlige hieroglyf skrift, udviklet på basis af det ægyptiske, holdt sig dog levende i Levanten helt frem til +100.

På vejen mod Ægypten led 18 af de store handelsbyer i Levanten samme skæbne, her steder som Kadesh, Aleppo, Askelon, Megiddo og Ugarit.

Arkæologerne har fundet mange lertavler i ruinerne af Ugarit, hvor hittitterne på flere af dem anmoder om milttær hjælp, og en større sending korn, da der på grund af tørke var opstået hungersnød i landet. Arkæologerne finder også lertavler, hvor det er Ugarit der beder om militær hjælp, og anmoder om, at de styrker Ugarit har sendt til Hattusa sendes tilbage, da Ugarit frygter angreb fra Middelhavet. Ugarit blev dog erobret og nedbrændt af havfolket i perioden 1190 – 1185, og blev først fundet igen i 1928 af en bonde under pløjning at hans jord.

I Ægypten flyttede Farao Merneptah hovedstaden fra Theben til Memphis for at være nærmere ved de nye farer der truede Ægypten fra libyerne mod vest, som stille og roligt havde infiltreret deltaet.

Den libyske konge Meryre havde i 1208 samlet en stor styrke forstærket med lejesoldater og angreb Ægypten, men blev slået tilbage. Denne begivenhed er beskrevet på væggene i Karnak templet, og der blev listet følgende faldne:

Libyer			6359
Shekelesh		 222
Tursha		  	 742
Ekwesh			2201
Lukka?Shardana	 	 200

Optællingen kan ses den dag i dag på væggen, hvor der er registreret hvor mange højre hænder af faldne fjender, der var omskåret, og hvor mange penis der var skåret af alle de øvrige.

De overlevende mænd, kvinder og børn blev som slaver sammen med de erobrede skatte ført tilbage til Ægypten.

B 1193-1163 er Ramses III Farao i Ægypten, han beundrede sin navnefælle Ramses II, og forsøgte at efterligne ham i et og alt. Han indledte store byggerier som blev betalt med korn fra statskassen, men det medførte at folk flyttede fra landet ind til arbejdet med byggerierne, så det endte med mindre kornproduktion, så prisen stiger og folk bliver fattigere. Ramses tvinges derfor til at udleje jord i vest deltaet til libyerne, for at kornproduktionen kan øges. Han er den sidste af de store Faraoner.

Der var ingen problemer fra Nubisk side, det var blevet en fredelig provins, hvorimod Libyerne forsøgte sig igen i 1182, med det resultat at de blev slået tilbage og ikke mindre end 12,535 libyer og deres allierede var dræbt og en stor mængde mænd, kvinder og børn blev taget som slaver.

Et angreb i 1179 langs Middelhavets kyst, både til søs og langs land blev med nød og næppe slået tilbage, ved at en af stammerne blev bestukket med land i Palæstina, Filistrenes land, de øvrige stammer blev enten taget til fange som slaver, eller de fik tilladelse til at bosætte sig i deltaet. Angrebet langs kysten på erobrede skibe blev vundet af ægypterne med en overvældende margen. Angriberne var et forbund af Peleser, Theker, Shekelesh, Denye og Weshesh, som i landstyrkerne inkluderede kvinder og børn samt ejendele læsset på oksekærrer. Hvor disse mennesker kom fra vides ikke, man kan ikke på baggrund i deres stammenavne bestemme med nogenlunde sikkerhed hvorfra de kom.

Igen i året 1176 blev et nyt angreb fra vest slået tilbage. Her blev 2175stammefolk dræbt og 1205 soldater taget som slaver samt 558 kvinder og piger og 283 drenge. Denne trussel fra vest har været den alvorligste siden Hyksos folket erobrede deltaet i der 17 århundrede fvt.


Under bygningen af Ramses III´s dødstempel i Medinet Habu i 1165, var landets økonomi på afgrundens rand, så her ser vi for første gang i historien en dokumenteret strejke blandt bygningsarbejderne, de havde gennem 2 måneder ikke fået deres lovede kornrationer.





Hvem var havfolket

Når arkæologer under udgravninger finder potteskår jubler alle. Man kan nemlig af den anvendte form og dekoration angive hvor og hvornår lervaren var blevet produceret. Blandt andet har man fundet, at lervarer, der blev produceret på Kreta var af en særlig høj kvalitet og med et særpræget mønster.

De nye teknikker med kulstof-14 analyser, ikke af rester af det indhold, der engang havde været i varen, men af det der var sivet ind i leret, har gjort det muligt mere nøjagtigt at datere skårene. De rester af organisk materiale man finder på skårene kunne ikke bruges, det kunnet være forurenet gennem tiden, og metoden kunne kun lade sig gøre på potteskår, der ikke har været glaseret.

Ved de arkæologiske udgravninger kan man yderligere bestemme, hvad der er sket og hvornår det er sket, men ikke hvem der udførte angrebene. Her må vi vende os til de få skriftlige kilder der er overleveret fra den tid.

Her er de væsentligste kilder indskrifterne på væggene i de ægyptiske gravtempler, og de få lertavler, der er fundet med tekst i for eksempel kileskrift, tegn i Linear B eller hittiske hieroglyffer.

I følge “Robert Drews, The end of the Bronze Age” er havfolket ved angrebet i 1208 optegnet på væggen i Ramses II gravtempel i Karnak templet med navn på deres stammer.

Disse folk er i arkæologen Breasteds oversættelse af hieroglyfferne beskrevet som ”Northernes coming from all lands” her menes de folk der deltog i angrebet sammen med libyerne. Så langt er andre arkæologer enige, men når det kommer til en beskrivelse af, hvorfra disse folk kom, er der ikke enighed.

Vi må her huske på, at der ikke var den samme nationalfølelse som i dag, man tilhørte en stamme fremfor en stat eller et bestemt land. Historikere har tænkt de ovennævnte stammer kommende fra kendte steder som:

1.	Lukka		fra Lycia, sydvest Tyrkiet
2.	Ekwesh		fra Achaea, nordlige Pelopones
3.	Tursha		fra Tyrsenia, sydvest kyst Italien 
4.	Shekelesh 	fra Sicilien
5.	Shardana	fra Sardinien
Et andet problem er, at de ægyptiske hieroglyffer ikke angiver volkaler, men kun konsonanter, så hele ordet med vokaler er det rene gætteri.

Angrebet på Ægypten i 1179 både til lands og til søs, havde krigere fra Hatti, Kode, Charchemish, Yereth og Yeres, med stammenavne som Peleset, Theker, Shekelesh, Denye og Weshesh, men hvem disse mennesker var og hvor de kom fra, er der ingen beviser på, men der er mange spekulationer derom.

Flere forskere mener de kom fra Europa, nord og øst for Grækenland, eller fra Anatolien og syd for Anatolien. Andre mener at årsagen skal findes i indtrængen af indoeuropæiske stammer, der langsomt men sikkert pressede de stammer der boede i områderne nord for det nuværende Grækenland videre mod syd og øst.

Endnu andre mener at nogle af de navngivne stammer boede i de erobrede områder, Grækenland og Anatolien, men fulgte med angriberne efter erobringen.

Der findes på væggen i Medinet Habu en tegning af en fange med en særlig hoved beklædning, og en tekst siger at det er en chef fra Filistrene.

Denne fange er beskrevet som en høvding fra en stamme der er beskrevet på væggen med konsonanterne P-L-S-T , hvor der som altid ikke er nogen vokaler. Den græske historiker Herodot, som levede ca. 484-420(430) skriver om de mennesker der lever på Middelhavskysten i området Piliste eller Palastu, navn som af de senere grækere og romere kaldes Palestina..

Samme væg beskriver i detaljer kampene på Middelhavet, og alle skibe er aftegnet efter samme model, det er alle sammen tydeligt ægyptiske skibe i form, så her kan man ikke udlede noget.

Krigerne på skibene har en påklædning der ikke er anderledes end normalt i det varme klima, alle har en kilt, men forskellige hovedbeklædninger, nogle med fjer, endvidere er der flere med en medalje om halsen.

Her er hovedbeklædningen nok det bedste ledetråd ti at bestemme hvor disse folk kom fra. Vi ser ved andre udgravninger, at samme form findes i områderne syd for Anatolien. Så der er ikke nogen definitive beviser der peger på hvor disse mennesker kom fra.

Hvordan kunne det ske

De tre stormagter i det østlige Middelhav baserede deres magt på store styrker af den tids kampvogne, store tunge to-hjulede vogne trukket af 2-3 heste. På vognen var der to personer, en til at styre hestene mens den anden bevæbnet med bue og pil afskød pile mod fjenden, mens vognene rasede forbi hinanden.

Hærene bestod også af fodfolk bevæbnet med sværd og skjold, samt i nogle tilfælde også en dolk, sværdene var korte og blev brugt til at stikke med og ikke til at slå med. Disse fodfolk var dårligt trænede og blev normalt kun anvendt til at forfølge en flygtende fjende eller i uvejsomt terræn, hvor vognene ikke kunne komme frem.

Havfolket derimod brugte ikke heste og vogne, men kæmpede til fods. De var tilmed bevæbnet med et nyt hidtil uset våben, et ca. 70 cm langt sværd der ikke alene kunne bruges til at stikke med, men også var et glimrende slagvåben. Denne nye type sværd det såkaldte Naue Type Il-sværd, som første gang er fundet i Italien og dateret til ca.1450 fvt. Spredte sig derfra i alle retninger. Med denne type sværd sammen med et nyt kort spyd, som både kunne bruges både til at kaste med under løb, men også som stik våben fik havfolket en våbenteknisk fordel. Historikerne mener endvidere at havfolket var vel organiseret i deres angreb, så de forholdsvis let kunne løbe de urutinerede græske og hittitiske fodfolk overende.

Det er ret sikkert, at deres succes kom til ægypternes kendskab, så da de i 1179 forsøgte sig med et angreb langs kysten mod Ægypten, mødte de deres overmand. Ægypten havde fået tid til at ændre deres kamp taktik, så i stedet for som tidligere indsætte kampstyrker baseret på vogne og heste, blev havfolket mødt med fodfolk bevæbnet som dem selv, så Ægypten fik ikke samme skæbne som de to andre stormagter.

Havfolkets angreb ad søvejen blev til en stor sejr for ægypterne. De kunne på afstand skyde med bue og pil mod havfolket, som i stor antal stod tæt sammen på skibene.

Litteratur
Robert Drews :	 	The end of the bronze age
Manuel Robbins: 	Collaps of the bronze age
Joseph Morris:		The origins of the Sea People