Bronzealderens kollaps - SEP14

Del 1

Bronze

Bronzealderen er den periode der ligger mellem stenalderen og jernalderen. Bronze er normalt en legering af 90 % kobber og 10 % tin. Kobber er et af de få metaler der findes i ren form og ikke i forbindelse med andre metaller.

Navnet kobber er fra det romerske navn Cyprium, da det i romersk tid især blev udvundet på Cypern. Kobber blev anvendt i Mellemøsten til smykker, værktøj og våben i mindst 10.000 år.

Kobber findes mange steder, udover Cypern fandt man det i Anatolien, Grækenland, på Sinai og i Ægypten og Iran, hvor det fandtes sammen med mindre forekomster af tin. På Kypern var den vigtigste udskibnings havn Kition.

De tidligste fund af bronze er fra Mesopotamien, hvor det fra starten var en blanding af kobber og arsenik, men da det var en giftig blanding, og man senere, måske første gang i Ægypten ca. 3500 fvt., begyndte at blande det med tin, kan denne viden have bredt sig.

Senere, da behovet for tin blev forøget, fandt man tin i Afghanistan, Iran og England på Cornwall, hvorfra især fønikierne var aktive i importen. Nogle forskere mener, at jernalderens begyndelse blev fremskyndet af manglen på tin, fremfor at man overvandt problemet med jernets højere smeltepunkt. Kobber har et smeltepunkt på 1083,4 grader, og tin på 232 grader, hvorimod jern først smelter ved 1538 grader.

Selvom bronzealderen indtraf 3500 år fvt., så anvendte man stadig sten helt frem til begyndelsen af jernalderen, og jern var kendt og anvendt i mindre skala helt fra ca. 4000 år fvt. i Mesopotamien og Ægypten. Det var rent jern fra meteoritter, først fra mellem 3000 og 2000 år fvt. begynder man at udvinde jern fra jernmalm, det kan vi se fordi det nu ikke længere indeholder nikkel. Det blev i starten udelukkP>ende anvendt til ceremonielle formål, og var meget sjældent og meget dyrere end både guld og sølv. Overgangen fra bronze til jern menes at ske ca. 1200 år <

Handel

Handelen med varer havde været et bærende element i Mellemøstens riger gennem tusinder år, og gennem bronzealderen strakte der sig et netværk af handelsruter i den østlige del af Middelhavet, som gjorde de små riger og bystater styrtende rige. Denne rigdom koncentrerede sig i tre dominerende riger,

Hittitterne i Anatolien,

Mykene på Pelopones, og

Ægypten.

Det var alt fra våben, keramik, tekstiler og landbrugsvarer, her især korn og olivenolie, der blev transporteret og solgt. I et skibsvrag fra denne periode fandt man følgende varer i lasten:

Blokke af kobber og tin, rødviolette piller til indfarvning af stof, rødviolette og blå glasstykker som kunne indlægges i møbler, ubearbejdet elfenben, tønder pakket med cypriotisk keramik, kanaanæiske lerkrukker, fine sværd af bronze samt bronze affald, et fantastisk guldbæger, en sammenfoldet skrivetavle, juveler, musikinstrumenter, hvede, byg, figner og oliven, alt sammen varer der var vigtige for den udstrakte handel. Arkæologerne har fundet keramik skabt på Kreta ud over hele Mellemøsten, det kan man se på dekorationen på varerne. ¨

En af de byer der især gjorde sig gældende var Ugarit, denne by var en af bronzealderens største havnebyer, her var der skibe med lasteevne på flere hundrede tons, der hentede og bragte varer rundt i hele Middelhavet.

Konkurrencen mellem de tre store riger og deres vasaller krævede etablering og vedligehold af store styrker, der især var baseret på datidens panservåben, nemlig lette 2-hjulede vogne trukket af 2-3 heste, med en vognstyrer og en bueskytte. Dette våben, hestevogn og en bueskytte med en komposit bue, var vist nok oprindeligt udviklet af Hyksos folket, som erobrede dele af det ægyptiske delta omkring 1800 år fvt.

Denne våbenart var umådelig kostbar, og det var derfor kun de rigeste byer og stater der kunne oprette og vedligeholde denne styrke.

De tre store magter der gennem flere hundrede år havde holdt hinanden stangen var som nævnt Mykene, Hittitterne og Ægypten.

Mykene

Allerede omkring 1700 år fvt var Mykene, en by på Pelopones, centrum i et rige bestående af Pelopones og et stort antal bystater, der var skatskyldige og under Mykene kontrol.

De skatskyldige byer med tilhørende opland var udover byer på det nuværende Grækenland også byer på vestkysten af Tyrkiet og øerne derimellem.

Her blandt andre Kreta.
På Kreta herskede et rige der med sin store flåde dominerede store dele af det østlige Middelhav.

Det var et handelsfolk, som fra ca. 2700 fvt., etablerede et handelsnet der fra ca. 1700 til ca. 1400 fvt., dannede det vi i dag kalder det minoiske rige. Det havde kontakter over det meste af Middelhavet, og de havde udviklet en meget forfinet kultur.

Årtierne omkring 1600 fvt., er højdepunktet i den kulturelle udfoldelse på Kreta. Selve byen Knossos var ikke omgivet af høje mure og forsvarsværker, det var ikke nødvendigt. Pragtudfoldelsen i byen og paladset var overdådig og var forsynet med så moderne bekvemmeligheder, som kloaker, vaskerum, ventilationsanlæg, sivebrønde og affaldsskakter.

De anså sig, som en dominerende handelsmagt på en ø, i det østlige Middelhav, beskyttet af deres store flåde, at det ikke nødvendigt at anlægge deres byer omgivet af store og høje mure, så da store dele af deres flåde blev ødelagt af tsunamien efter vulkanøen Santorinis eksplosion mellem 1530 og 1500 fvt. var de et nemt offer for Mykenes angreb. Mykene overtog og videreudviklede den fine minoiske kultur, hvorimod Kretas egen kultur hurtigt forfaldt.

Mykene var anlagt på et bjergplateau ca. 250 m. over havets overflade, og omkring 1300 tallet blev borganlægget stærkt befæstet med mure på op til 6 meters tykkelse, visse steder dog helt op til 10 meter.

Grækerne anså bronzealderen for en gylden tid, og mange af de græske digtere skrev om denne periode. Her i blandt Homer, ca. 800 fvt. som siges at være forfatteren til de episke digte Iliaden og Odysseen.

Disse episke digte beskriver krigen mod Troja, og den efterfølgende tid.

Kongen af Mykene, Agamenon, samlede en hær fra alle de riger, der var ham skatskyldige, for at befri den skønne Helene, der var bortført af den Trojanske Prins Paris. Helene var gift med Menelaos, kongen af Sparta og Agamemnons broder.

Historikere mener at det er det sjette lag i udgravningen af Troja, som var den by som Agamemnon erobrede. Denne by havde sin blomstringstid i perioden 1700-1250 fvt., og det får historikerne til at anslå krigen mod Troja til at være i perioden 1290 -1250.

Efter 10 års krig vender Agamemnon vender hjem til Mykene, med sin elskerinde den trojanske prinsesse Kassandra.

Her bliver de begge myrdet af hans kone, Klytaimestra og hendes elsker Agamemnons fætter, Aigisthos.

Agamemnon og Klytaimestras børn, Orestes og Elektra mødes igen efter 8 år, og da de finder ud af hvad der var sket, hævner Orestes sin fader og myrder Klytaimestra.

Det er altså en rigtig blodig historie, som man selv i dag så mange år efter kan læse med fornøjelse.

Iliadens beskrivelse af Troja, er derudover så detaljeret i beskrivelsen af krigen, at den rige tyske amatørarkæolog, Heinrich Schliemann, i 1876 kunne finde Troja og starte udgravningen af den.
Han fortsætter derefter med at udgrave Mykene, og han finder en maske af guld, som han hævder er af Agamenmons dødsmaske.

Historien som Homers fortæller i sit episke digt, tror historikerne ikke på, det er snarere den givtige handel på Sorthavet der er årsagen.
Havfolkets endelige indtagelse og ødelæggelse af Troja ca. 1020 sætter punktum for denne by.

Hittitterne

Noget tidligere end år 2000 fvt var mindst tre folkeslag indvandret til den anatolske højslette, og havde anlagt flere bysamfund, og i perioden 1940 – 1780 fvt etablerede assyriske handelshuse, kolonier ved de fleste af disse byer i det centrale og østlige Anatolien, og derved førtes disse områder ind i den politiske og økonomiske sfære i Mellemøsten.

Omkring 1750 samlede disse tre folkeslag sig i et samarbejde, der førte til dannelsen af det hittitiske rige, det mørkerøde område. Dette rige konsoliderede sig i de første 150 år og voksede sig så stærk og militært så sikker, at de i 1620 fvt var i stand til at gennemføre et lynangreb ned langs floden Eufrat og erobre Babylon. De trak sig dog hurtigt ud igen medførende et enormt bytte.

Det menes, at Hittitterne var de første, der fra omkring 1620 fvt begyndte at anvende vognhjul med eger i stedet for en fast rund skive. Dette gav dem en fordel, da disse hjul var lettere og hurtigere.

Omkring 1560 begyndte riget at ekspandere og udvide sin kontrol, det lyserøde område, og i det nordvestlige Syrien kom de derved i kontakt med det ægyptiske interesse område, det lysegrønne område.

Det førte til spændinger mellem dem, fordi en stor del af handelen mellem Middelhavsområdet og rigerne i Mesopotamien for en stor del blev formidlet af bystaten Ugarit, som lå strategisk mellem de to store riger ved Middelhavets kyst. Denne bystat var ikke særlig stor, men da den lå strategisk på handelsvejen mellem rigerne i Mesopotamien og Middelhavet, var den meget velhavende, og det menes, at det var i denne by et banksystem blev udviklet, og at de i perioden 1400 – 1200 videreudviklede den sumeriske kileskrift til at være baseret på 28 konsonanter i stedet for at være en stavelses skrift. Byen var sjældent stærk nok til at stå alene, men var enten skatskyldig og vasal til ægypterne eller hittitterne.

Hittitterne importerede tin og kobber til bronzeproduktionen samt tekstiler og mængder af andre varer.

De udviklede omkring 1525 – 1500 fvt. en samling af love, der afskaffede det gamle orientalske øje-for-øje princip og indførte en række mere humane straffe, som dog langtfra kan sammenlignes med nutidens love.

I 1285 sendte farao Ramses II en stor hærstyrke nordpå mod hittitternes interessesfære. Én kolonne op gennem kystegnene langs Middelhavet og en anden længere inde i landet. Dette felttog var for at fastholde den ægyptiske kontrol med Levanten, og standse hittitternes ekspansion. Ramses II nåede helt frem til Kadesh, lige syd for Orontos floden, hvor han slog lejr i den tro at hittitterne var flygtet i rædsel. Det var de ikke, så han blev uventet angrebet og undslap kun ved hjælp fra den anden del af hans hær, som i sidste øjeblik kom til assistance fra kystsiden. Både hittitterne og ægypterne anså dette slag for en stor sejr, men resultatet blev, at der blev undertegnet en fredsaftale, der fastlagde grænsen mellem dem lige syd for Ugarit, så denne vigtige by vedblev at være under hittittisk kontrol.

Ægypten

Landet er delt i nedre Ægypten, et delta på ca. 22.000 kvadrat kilometer og øvre Ægypten der er nildalen, der strækker sig 1350 km. Fra deltaet til det sted hvor den blå og den hvide Nil mødes. Den hvide Nil der kommer fra Victoria Søen og løber 3700 km frem til mødet med den blå Nil der løb 1600 km fra det Etiopiske højland.

Ægypten var den største og rigeste af de tre stormagter. Dens historie startede allerede flere tusinde år tidligere.

Det begynder med mange små enheder af palæolitiske samlere og jægere der levede langs Nilens bredder og i den Savanna der bredte sig langt ind i det nuværende Sahara, men fra omkring 15.000 fvt., tvang den faldende nedbørsmængde menneskene til at trække tættere på den frugtbare Nildal. Årsagen til dette var den sidste istids ophør, der ændrede klimaet.

Ægypten samledes af de første Faraoer Scorpion, der er afbildet med kronen for øvre Ægypten, og hans efterfølger Narmer der er afbildet med både den øvre og den nedre ægyptiske krone, og deres regeringstider er anslået til at være mellem 3089 – 2920 fvt.

Omkring 2950 fvt. ses et tidligt stadium af hieroglyffer, i Ægypten såvel som i Elam, tydligt præget af de tidlige sumeriske skrifttegn. Sumererne anvendte senere kiler som grundelement i skriften, da det var nemmere at arbejde med kiler i det våde ler end med buede linjer.

På det tidspunkt, ca. 2900 år fvt, er det anslået at befolkningstallet i Ægypten var 821.000, 600.000 i Nildalen, 210.000 i Deltaet, 5.000 i Ørkenen og 6.000 i Faium oasen. Allerede 400 hundrede år senere er befolkningstallet vokset til 1.614.000, 1.040.000 i Nildalen, 540.000 i Deltaet, 25.000 i Ørkenen og 9.000 i Faium oasen.

Forholdsvis tidligt mener man, at ægypterne tager 10-tals systemet i brug, frem for det sumeriske 60-tals system. Det menes, at årsagen har været behovet for nemmere at kunne beregne markernes størrelse og beliggenhed efter de årlige oversvømmelser.

Vi ved at de allerede tidligt var gode til geometri, som beregninger af trekanters og rektanglers areal, og rumfang, samt også cirklers areal med en vis usikkerhed.

I år 2040 fvt. udgraves en kanal mellem Nilen og det røde hav, og den var i brug helt frem til år 800 evt., kun afbrudt af korte perioder, hvor sandet der var føget ned i kanalen, skulle fjernes. I dag går en 128 km lang kanal stort set ad samme rute, fra Cairo i Vest til Ismailia ved indsejlingen til den moderne Suez Kanal, dvs. i den nordlige ende af Det Røde Hav. Ægypterne anlagde i perioden 1926 – 1892 fvt. ligeledes en kanal mellem Nilen og Faiyum oasen.

I år 1400 fvt dokumenterede de ægyptiske læger hjertets rolle for blodomløbet, og nu var befolkningsantallet vokset til ca. 2.000.000.

I året 1353 fvt ses relieffer i udgravningerne ved Amarna af vognhjul med eger, stort set samme konstruktion som hittitternes.

Blandt gravgodset i Tutankhamun grav er der fundet en kniv hvor bladet var af jern, datering ca. 1323 fvt. Dette metal var dengang anset for mere kostbart end guld. Jern har dog været i brug på knive op mod 1000 år tidligere i Ur og Anatolien.

I år 1250 fvt er befolkningsantallet anslået til ca. 2.900.000.

Ægypten var nu et stort rige der omfattede det nuværende Ægypten dele af Sudan og havde bystaterne langs kysterne mod nord og vest, under sin kontrol. Landet var rigt på guld og dyrkede korn i store mængder, der kunne anvendes til eksport. Importen bestod for en stor del af fajance, luksusvarer, metaller og træ, da de palmer der groede i Ægypten havde en for dårlig kvalitet til det kunne bruges til de store byggerier.

De årlige oversvømmelser fra Nilen gjorde at jorden blev tilført næringsstoffer hvert eneste år, så der kunne høstes afgrøder flere gange om året. Bystaterne langs kysten mod nord var skattepligtige og under ægyptisk kontrol, helt frem til grænsen mod det andet store rige, Hittitterne.

Farao Merneptah som regerede 1224-1214 fvt beretter om et felttog ind i Palæstina mod et oprør i det sydlige Syrien. I en meget selvrosende inskription beretter han bl.a. at Hatti-landet er roligt, Kaanaen er plyndret, Askalon er erobret og Israel er lagt øde, det er første gang dette navn figurerer.

Ægypten var på den tid Mellemøstens kornkammer, for de var ikke, som de øvrige lande afhængige af den årlige nedbørsmængde, og samtidig havde de adgang til store guldforekomster.

Konklusion

Forholdet mellem disse tre stormagter var gennem århundrede præget af en form for våbenstilstand. Alle vogtede på hinanden, det var ikke kun for at overleve, det var ligeså meget for at beholde kontrollen over den givtige handel, og i andre tilfælde udvide kontrollen.

Ægypten havde fra tid til anden problemer med Sudan, adgangen til de rige guldforekomster, og problemer med de vestlige stammer, der pressede på for at få adgang til deltaet. Mod nord var det kontrollen over bystaterne langs Middelhavets kyst, som både ægypterne og hittitterne ville kontrollere.

Hittitterne havde ligeledes deres problem med stammerne mod nord og bystaterne mod vest og sydvest. Her var det forholdet til Mykene der var et af problemerne. Mykene havde etableret et net af vasal stater/byer, som ligeledes var interesseret i at beholde kontrol med den givtige handel, og samtidig minimere den afgift/tribut de skulle betale til overherren.

Men alt dette skulle blive væltet over ende i årene der kom.

Litteratur

Robert Drews : 		The end of the bronze age
Manuel Robbins: 	Collaps of the bronze age
Joseph Morris:		The origins of the Sea People