Peder Oxe - MAR14

Peder Oxe (se billedet) blev født 07/1-1520 som søn af Johan Oxe til Nielstrup og Mette Gøye datter af den magtfulde og umådelig rige rigshofmester Mogens Gøye.

Hans far, Johan Oxe, hørte til rigsrådets katolske parti og gik derfor under Grevens fejde, ligesom den øvrige adel på Sjælland over på Grev Christoffers parti. Under en folkerejsning i 1534 blev gården angrebet af borgere og bønder og netop, som han ville rette en falkonet mod angriberne eksploderede den og dræbte ham på stedet. Han ligger begravet i Våbensted Kirke ved Maribo.

Peder blev 12 år gammel sendt på en femårig udenlandsrejse med sin lærer Christian Morsing. Rejsen gik til lande som Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Medens han var på rejse, rasede Grevens Fejde i Danmark, og da han vendte hjem i 1537 havde landet fået en ny konge og var blevet protestantisk i stedet for katolsk.

Ved Peders hjemkomst til Danmark måtte han, som kun 17 år og ansvarlig for sine mindreårige søskende, kæmpe for at genvinde familiens besiddelser, som var beslaglagt, da faderen havde været på det tabende parti i Grevens fejde.

Han vandt et par processer over sin morfader, Mogens Gøye, og hans indflydelse voksede, han kom ind i Christian III’s hof, og blev udnævnt til lensmand over Lolland-Falster.

Han vandt gennem flere retssager retten til Gisselfeld og Torsjø og byggede et nyt og imponerende Gisselfeld i årene 1547-75 (se billedet). I 1550 købte han herregården Favrsholm, som havde Herluf Trolles Hillerødsholm som nabo, og her kom han hurtigt i strid med Trolle om dragning af skel, forholdet mellem de to herrer var langt under frysepunktet. I 1552 blev han optaget i rigsrådet, hvor han snart blev et af de mest indflydelses rige medlemmer. I rigsrådet kom han atter i konflikt med den magtfulde Herluf Trolle, en konflikt der grundlæggende handlede om adelens rolle i landets styre, hvor Trolle var den reformivrige og Peder ville fastholde status quo.

I 1556 fik han nye problemer. Ved et mageskifte med kongen opstod der uenighed om værdien af de bondegårde der skulle skiftes. Kongen vandt den efterfølgende restsag, og Peder kom derfor i unåde og for at skabe forsoning trådte han ud af rigsrådet og opgav sine forleninger, men til ingen nytte. Han blev anklaget for regnskabsfusk og misligholdelse af lenene og blev stævnet for retten, hvor hans fjende Herluf Trolle skulle føre sagen.

Han bad kongen om frit lejde til at forlade landet, men det blev afslået, så i sommeren 1558 flygtede han ud af landet, og slog sig ned hos Christian II’s datter Hertuginde Christina i Lothringen, se billederne.

Her blev han hvirvlet ind i hendes intriger mod først Christian III og fra 1559 mod Frederik II. Hertuginde Christina iværksatte, i ledtog med Sverige og en berygtet eventyrer Vilhelm von Grumbach og andre utilfredse landflygtige danskere, aktiviteter mod Danmark, men det var kun en storm i et glas vand. Hun var vidt berømt for sin skønhed, talte 5 sprog og elskede jagt. Peder Oxe forsøgte flere gange under sin tid hos Chriatina, at blive taget til nåde, men Frederik II var ubøjelig.

I 1563 udbrød den Nordiske 7-årskrig mellem på den ene side Danmark-Norge med de allierede Polen og Lübeck og på den anden side Sverige. Det var en dyr affære for Danmark, krigen havde drænet statskassen og udlandsgælden var vokset, så da Peder i 1565 igen søgte en forsoning var Frederiks II mere imødekommende, så han blev i 1566 taget til nåde, fik sit konfiskerede gods tilbage, og fik yderlige Vordingborg Slot, se billedet, som len og blev året efter udnævnt til Rigshofmester, det vil sige finans- og skatteminister. Sammen med adelsmænd, som Johan Friis og Niels Kaas fik han overtalt adelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og ved at omlægge Øresundstolden blev denne i løbet af kort tid tredoblet i værdi.

Han spillede en fremtrædende rolle i krigens sidste år, hvor det lykkedes ham at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, så landet efter fredsslutningen i Stettin i 1570 stadig stod som den mest magtfulde stat i Norden. Peder Oxe må dog her dele æren med de militære ledere Daniel Rantzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568. Han måtte alligevel se sig kørt ud på et sidespor efter krigen. Hans ejendom voksede til gengæld, især efter hans giftemål i 1567 med den rige arving Mette Rosenkrantz til Vallø, se billedet. Peder Oxe forblev dog som rigshofmester til sin død i 1575.

Hans appetit på store godser havde han til fælles med sin kone, og han havde ved testamente sikret sin enke, så hun på livstid kunne eje alle hans godser.

Han var stadig ungkarl da han forberedte sit gravmæle i Bråby Kirke ved Haslev. Det fandt Mette Rosenkranz alt for beskedent, så hun bestilte et overordentligt pragtfuldt gravmæle til opsætning i Vor Frues Kirke i København, men det forbød Frederik II, så han fik kun et Epitafium og en beskeden ligsten. I dag eksisterer kun brudstykker af ligstenen, da Kirken brændte flere gange. Gravmælet i Bråby Kirke eksisterer stadig, men han ligger ikke begravet her, se billederne.

Litteratur

Wikipedia om Peder Oxe
Gyldendals Store Danske Encyklopædi