Varulve - JAN16

VARULVENE HITLERS TERRORNETVÆRK I DANMARK

Ove K.'s foredrag er baseret på nedennævnte tidsskrift udgivet af Politimuseet.

INDLEDNING

Varulve! Det lyder umiddelbart som noget fra en dårlig B-film for unge og mere barnlige. Omkring 1945 dækkede ordet imidlertid over et netværk, hvis metier var blodig alvor. Netværket bestod af sovende terror-celler, der mange steder i Europa var klar til at blive aktiveret og slå til, når — og hvis — Det Tredje Rige gik under. Målet var — med Hitlers egne ord — at alt skulle gå under i terror! Medlemmerne af netværket havde fået en særlig våben træning og ny identitet, hvorpå de var blevet sluset ind i samfundet, klar til at ga i aktion.

Netværket var ikke kun repræsenteret i de krigshærgede lande i Øst-, Syd- og Mellemeuropa, men også i Danmark. Her var der oprettet celler, der stod klar til at blive aktiveret. Under jorden — eller nærmere i det danske samfund — levede der folk under hemmelig identitet, som var klar til at lade maskerne falde og skabe død og ødelæggelse.

Vores viden om det hemmelige netværk i Danmark har imidlertid indtil nu været meget begrænset. De fleste danskere har formentlig aldrig tidligere hørt noget om varulvene. Hvem var de? Hvordan var de organiseret? Hvor havde de fået træning? Hvordan blev medlemmernes hemmelige identiteter skabt — og blev hele netværket nogensinde afdækket?

Under indflydelse af disse nye ildevarslende begivenheder begyndte man fra tysk side at se på ikke blot den militære bekæmpelse af fjenden på slagmarken, men også indsættelsen af irregulære modstands- og partisangrupper i områder, man kunne blive tvunget til at forlade.

Opbygningen og organiseringen af disse grupper rundt omkring i Europa blev i første omgang overdraget til den tyske kontraspionage, Abwehr, hvis leder var en af Tysklands højest placerede officerer, admiral Wilhelm Franz Canaris. Modstandsgruppernes medlemmer modtog derefter våbenuddannelse fra den tyske eliteenhed, Brandenburg¬divisionen, hvis chef ligeledes var Canaris. Abwehr opererede i denne periode også i Danmark, bl.a. gravede kontraspionage tjenesten et større antal våbendepoter ned i Jylland.

I sommeren 1944 skete der imidlertid en række radikale forandringer i Tyskland. Attentatet mod Hitler den 20.juli 1944 slog fejl. Blandt attentatets sympatisører fandt man Wilhelm Canaris, der blev sat fra bestillingen og indsat i kz-lejren Flossenburg, hvor han døde den 9. april 1945. Med Canaris indblanding i attentatet mistede Hitler tilliden til Abwehr og overdrog organiseringen af modstands- og partisankampen til SS-efterretningstjenesten, Reichssicherheitshauptamt (Rigssikkerhedstjenesten, RSHA), hvis afdeling 6 fik ansvaret for terrornetværket, der nu fik kodenavnet Wehrwolf — varulv.

Afdeling 6’ leder var SS-generalen Walther Schellenberg. Schellenberg stod tæt på Hitler, Rigsfører-SS, Heinrich Himmler og RSHA-chef, Reinhard Heydrich (inden denne blev myrdet i et attentat) — og havde siden 1933 arbejdet sig op igennem hele det nazistiske efterretningssystem Afdeling 6's leder var SS-generalen Walter Schellenberg.. Samtidig havde han dog også kontakter i tyske modstandskredse — ja, kendte sågar måske noget til attentatet mod Hitler.

Først og fremmest var Schellenberg dog en særdeles fremragende efterretningsofficer, og ved sin side havde han en mindst lige så dygtig elitesoldat, Otto Skorzeny, der ledte det såkaldte SS-Jagdverbande (jægerkorpsene)— enheder af SS-elitesoldater. Jagdverbande var blevet oprettet i juli 1943 på personlig befaling af Hitler, idet han ønskede den italienske diktator Mussolini befriet fra allieret fangenskab igennem et kommandoraid. Eliteenhedens leder blev den ingeniøruddannede Skorzeny, hvem det — under kode- navnet Operation Eiche — lykkedes at befri Mussolini den 12. september 1943. Efter den spektakulære aktion fik Jagdverbande lov at leve videre som en eliteenhed, hvis opgave der var at uddanne specialsoldater, der kunne operere bag fjendens linjer. Jagdverbandes hoved¬kvarter blev placeret i kasernekomplekset Friedental Berlin.

Det var nu denne specialenhed, hvis soldater formentlig var nogle of de dygtigste, men også mest hensynsløse i Tyskland, der skulle stå for Operation Wehrwolfs prakti¬ske opgaver. Det er dog værd at være opmærksom på, at selvom Abwehr var frataget det øverste ansvar for varulveoperationen, så fortsatte efterretningstjenesten med at gøre sin indflydelse gældende på operativt niveau, idet der flere steder allerede var opbygget omfattende netværk, som SS' afdeling 6 og Jagdverbande blot valgte at arbejde videre med. Når SS valgte denne strategi, skyldtes det både de forplumrede magtforhold i Det Tredje Rige og det faktum, at alle havde en fornemmelse af, at slutspillet var ved at sætte ind. Det Tredje Rige nærmede sig så småt sin dødskamp og partisankampen — eller rettelig; den hensynsløse terror — skulle nu for alvor organiseres.>

Dette skulle Danmark også for alvor komme til at mærke, idet der blev sendt en SS-officer her til landet, hvis særlige opgave det var at organisere en varulvebevægelse.

UNTERNEHMUNG JÖRGEN VARULVENE ORGANISERES

Hvad var det så, varulvene skulle organiseres til at udføre i Danmark? Som alle andre steder i Europa var der tre hovedformål: For det første skulle rent militære objek¬ter ødelægges, dvs. ammunitions- og våbenfabrikker, telefon- og telegrafnet og forsyningscentraler, ligesom gas-, vand- og elektricitetsværker skulle destrueres, også kaldet "varm terror". For det andet skulle fjendens moral nedbrydes ved hjælp af propaganda, dvs. flyveblade, radioudsendelser og illegale skrifter benævnt "kold terror". Endelig, for det tredje, skulle der laves aktiv militærspionage, så man fik indblik i fjendens styrker og svagheder, For at disse ting kunne lade sig gøre, skulle varulvene lade sig "rulle over" af fjenden, dvs., de måtte ikke indgå i regulær kamp mod fjendtlige tropper, derimod skulle de vente på kodeordet fra den øverste ledelse, hvorpå ødelæggelserne kunne gå i gang. Ødelæggelsen af store stationære virksomheder krævede ordre fra den øverste militære ledelse — ellers måtte dette ikke sættes i gang. Våbendepoter — og depoter af anden slags — skulle dog fjernes eller ødelægges på gruppernes eget initiativ, hvis der var fare for, at de kunne falde i fjendens hænder.

Når vi kender disse forholdsordrer, skyldes det den offi¬cer, der blev gjort ansvarlig for varulvenes organisering Danmark. Hans navn var Horst Paul Issel. Issel, hvis dæknavn i Danmark var Waldenburg, blev nemlig efter en dramatisk aktion fanget i Tyskland og i 1949 udleveret til Danmark. Den udleverede SS-officer var bestemt ikke en hvilken som helst person. I Tyskland havde han levet under den falske identitet, Hans Isermann, hvilket fremgik of hans i øvrigt ægte tyske pas. Den nye identitet og de ægte identitetspapirer tydede på, at Issel havde højtstående venner i Tyskland, hvilket afgjort også var tilfældet i efterkrigstidens Tyskland var han blevet hyret af CIA, for hvem han varetog forskellige operationer. Amerikanerne søgte derfor også at stoppe udleveringen af Issel til Danmark, men englænderne, der havde pågrebet ham, stod fast og sørgede for, at han blev udleveret.

Hvad Issel lavede for CIA, er uafklaret, men det har muligvis været suspekte sager, da han i internationale dokumenter karakteriseredes som en ”extremely dangerous” person. Dette understreges yderligere af, at han i Danmark personlig deltog i store likvideringsoperationer og sprængninger. En af hans medarbejdere — SS-manden Wolfgang Söhnlein, der var medvirkende til drabet på Kaj Munk — gav i den forbindelse Issel følgende skudsmål: "Issel [var] sadistisk, hensynsløs, lumsk og uden hæmninger af nogen art (...) Han var en afgjort gangstertype; men han var ikke fej"! Issels forbindelse til CIA understreger imidlertid også, at han formentlig var en ikke helt ueffen efterretningsofficer, men havde evner for at organisere efterretningsarbejdet. Ankommet til Danmark begyndte Issel derfor også hurtigt at organisere det såkaldt "danske rum", så det stod klar til varulveoperationen.

Varulveoperationen var for hele Europa opdelt i fire regioner: Nord, øst, sydvest og sydøst. Til hver region var der knyttet et SS-Jagdverband, dvs. et antal elitesoldater uddannet af Skorzeny. I nord og syd lå operationens to hovedcentre. Nords hovedcenter lå i Schwerin, mens østs lå i Breslau. Hver region var i sagens natur underopdelt i mindre grupper eller områder — de såkaldte referater. Hvert referat var et land og de enkelte Jagdverbande sørgede for våben og sprængstof til de enkelte lande eller referater. De enkelte referaters modstandsgrupper fik også militær uddannelse hos disse Jagdverbände. Horst Issel var altså referatsleder for varulveorganisationen, og hans referat var landet Danmark, hvor varulveoperationen fik kodenavnet ”Unternehmung Jörgen”. (Operation Jørgen). Organisatorisk refererede Danmark til Jagdverband Nord, når det drejede sig om militær-taktiske spørgsmål, dvs. f.eks. hvor mange medlemmer der skulle være i terrorgrupperne og lignende spørgsmål. Drejede det sig om overordnede strategiske spørgsmål, som f.eks. om Danmark skulle arbejde tættere sammen med varul¬vene i Norge, gik beslutningsprocessen imidlertid altid direkte fra Schellenbergs Afdeling 6 i RSHA. Selve Danmark blev opdelt i otte distrikter: Sjælland og Lolland-Falster, København, Fyn med omliggende øer, Sønderjylland op til den gamle danske grænse ved Kongeåen, Midtjylland (dvs. området fra den gamle grænse til et område lidt nord for Vejle), Aarhusområdet (Randers indbefattet), Aalborgområdet (dvs. hele Nordjylland) og endelig havet omkring Danmark — hvilket vii sige et antal fiskekuttere i Vesterhavet og Østersøen.

Hvert distrikt i Danmark var opbygget sådan, at det bestod af en gruppe på 6-10 mand; distrikterne København og Midtjylland havde dog to grupper på 6-10 mand, mens Sønderjylland havde fire grupper — hertil kom en kurer og efterretningsagent, der ofte også havde funktion af propagandaleder, Endelig var der naturligvis en distriktsleder. Issel holdt, som central leder, til på Fyn eller i Midtjylland . Han havde fire mand i sin stab. En radiotelegrafist, en efterretningsmand, en propagandaleder og en kurer. I hvert distrikt var der udlagt et antal våben- og sprængstofdepoter – for hele landet var der tale om cirka 130 depoter. Hvert depot indeholdt cirka 25 kilo sprængstof, hvilket svarer til omkring 25 bilbomber. Depoterne blev nedlagt af Aufklarungsgruppe 261 i en tværgående linje fra Kolding til Esbjerg og her¬efter mod nord. Nedgravningerne skete ud fra en nøje udtænkt masterplan lavet af Abwehr-ledelsen i Tyskland. Alle depoter var placeret strategiske steder, så våben og sprængstoffer nemt kunne bringes i anvendelse i forhold til strategiske bygningsanlæg. Nedgravningerne var fore¬gået i et hastigt tempo — og under dække af at være et mobilt tysk opmålingshold, der skulle lave noget værne¬magtsbyggeri. Da en dansk Abwehr-mand efter krigen røbede de nedgravede depoter, nægtede politiet at tro ham — de mente, han måtte være mytoman eller psykisk afviger. Da han imidlertid kunne påvise, hvor depoterne var gravet ned, måtte den skeptiske ordensmagt bøje sig.

Varulvebevægelsens centrale sendestation, der kunne nå ud af landet, var placeret i en villa, købt af terrororganisationen, beliggende i et område nord for Aalborg på landevejen mod Frederikshavn. I april blev der formentlig sat en særligt langtrækkende sender op i huset. Senderen blev sat op af fire civile tyskere under ledelse af en SS-officer ved navn Heering. Hensigten var, under kodeordet "Unternemung Silberfuchs" (Operation sølvræv), at etablere kontakt mellern Tyskland, Danmark og Norge- måske med henblik på at få en sikker kommunikationsforbindelse, når slutkampen om Scandinavien satte ind.

Mellem Horsens og Vejle havde varulvene ligeledes erhver¬vet et sommerhus, hvor der stod en mobilsendestation, som også kunne nå Tyskland. Sende ren kunne hurtigt pak¬kes ud, så den var klar til at blive taget i brug. Hvert distrikt havde i øvrigt en mobilsender, men de kunne kun kom-munikere indbyrdes. På bevægelsens skibe, der lå placeret i Esbjerg, Bovbjerg, Horsens, Helsingør, Nakskov og Køge, var der også sendere — og den i Køge kunne kommunikere med Tyskland. Alt mandskabet på bådene — undtagen i båden ud for Køge — var antageligvis dansk. Abwehr havde købt seks af kutterne, mens Schalburgskorpsets Efterretningstjenste (E.T.), der vil blive omtalt nedenfor, var ejer af to af bådene.

TERRORCELLERNE

En så omfattende organisation som den her skitserede krævede naturligvis et vist mandskab. En del af dette mandskab fandt Issel i den såkaldte Peter Gruppe. Peter Gruppen var en terrorenhed oprettet på SS-Rigsfører Heinrich Himmlers befaling i slutningen af 1943. Enheden skulle lave såkaldt "modterror", dvs. svare igen på den danske modstandsbevægelses sabotager og stikkerlikvideringer. I den forbindelse havde Himmler udvalgt SS-elitesoldaten, Otto Schwerdt, til at organisere og varetage den tyske terror i Danmark under kodeordet ”Unternehmung Peter” (operation Peter) efter Schwerdts dæknavn, Peter Schäffer, enheden fik derfor senere navnet Peter Gruppen blandt danskerne.

Peter Gruppen skulle under Schwerdts ledelse sprede død og ødelæggelse rundt omkring i Danmark, bl.a. likviderede gruppen digterpræsten Kaj Munk i starten af januar 1944. For at forstå gruppens dødbringende alvor er det iøvrigt værd at nævne, at den fra den 31. december 1943 til 4. maj 1945 stod bag terroraktioner, der kostede cirka 160 mennesker livet. Hertil kom, at gruppen udførte 25 drabsforsøg og 157 sprængninger af bygninger.

I oktober 1944 blev Schwerdt imidlertid trukket ud af Danmark for at deltage i militæroperationer i Tyskland. Schwerdt engageredes i den såkaldte Schnee-Eifel-Offensiv, hvor medlemmer fra Jagdverbände forsøgte at lede amerikanerne på vildveje ved at iklæde sig amerikanske militæruniformer og dirigere tropperne i fejlagtige retninger. Som hans efterfølger kom Horst Issel, der nu skulle være leder af gruppen og bruge den til at organisere varulvearbejdet — og naturligvis fortsætte modterroren i Danmark. Brugen af Peter Gruppen i varulvearbejdet lå, så at sige, lige til højrebenet. Terrorenheden bestod nemlig fra starten af både danskere og tyskere - og særligt danskerne var der på sigt brug for, når der skulle etableres hemmelige terrorceller.

En del af varulvebevægelsens distriktsledere, kurerer og enkelte medlemmer blev derfor også hentet fra Peter Gruppen. I distrikt to (København) var topterroristen, Henning Emil Brøndum således distriktsleder, og Midtjylland virkede en anden af Peter Gruppens mest fremtrædende terrorister, Kaj Bothildsen Nielsen som primus motor, mens distriktslederen var det tyske Peter Gruppemedlem, Poul Lensing. Også i Aarhus og Aalborgområdet var nogle af de mest aktive medlemmer hentet fra Peter Gruppen. Det drejede sig om lb Nedermark Hansen og Aage Thomas Mariegaard, der bl.a. fungerede som henholdsvis efterretningsmand og kurer i området. Herudover tyder meget på , at Peter Gruppens andre medlemmer løbende blev brugt i forbindelse med opbygningen at varulvebevægelsen. Det drejede sig bl.a. særligt om Robert Lund, Svend Thybo Sørensen og Villy Strynbo.

Man kommer næppe uden om en kort beskrivelse af to af Peter Gruppens nok mest kendte varulvemedlemmer, nemlig Henning Emil Brøndum og Kaj Bothildsen Nielsen. Brøndum havde før krigen fungeret som gruppeleder i det danske nazistparti (DNSAP) og var siden blevet dansk meddeler for SS' efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD). Efter besættelsen af Danmark trådte han ind i Frikorpset, med hvilket han deltog i nogle af østfrontens grusomste slag, hvor han opnåede at blive en af de højest dekorerede danskere i tysk tjeneste. Med flere militære udmærkelser, men krigsskader – formentlig både på legeme og sjæl – blev han sendt retur til Danmark, hvor han blev overført til Peter Gruppen. Her deltog han i nogle af de mest blodige aktioner, Peter Gruppen udførte, herunder bl.a. en togsprængning i Midtjylland, der kostede ti mennesker livet og invaliderede og sårede langt flere.

Brøndums ven — Kaj Bothildsen Nielsen, hvis kodenavn var "Perletand" på grund af hans rådne tænder — var af lignende karakter. Han blev dømt medskyldig i 57 drab, ni drabsforsøg, fem togattentater (med 17 dræbte og cirka 50 hårdt sårede) og over 116 sprængninger (med syv dræbte). Bothildsen Nielsen er dermed — hvis forbrydelserne gøres op i menneskeliv og materielle skader — Danmarkshistoriens værste forbryder! SS-militærtjenesten fik han dog aldrig gennemført, idet han på grund af lungeproblemer blev sendt bort fra Waffen-SS. Herefter arbejdede han nogle måneder ved Folkevognsfabrikkerne, for endelig at vende tilbage til Danmark, hvor han først gjorde tjeneste ved det paramilitære Schalburgkorps, for til sidst at blive sluset over i Peter Gruppen i april.

Både Brøndum og Bothildsen Nielsen påstod at have deltaget meget aktivt i opbygningen af varulvebevægelsen. Allerede i sommeren 1944 — altså måneder før Issel ankom til Danmark — henvendte de sig, efter eget udsagn, til Otto Schwerdt, med et forslag om at "dyrke den brændte jords taktik i Danmark", hvis allierede tropper løb tyskerne over ende i landet. I den forbindelse kom de med forslag om, hvilke bygninger der skulle sprænges i luften. Forslaget blev dog i første omgang afvist, men da Horst Issel blev leder af Peter Gruppen, knyttede han Brøndum og Bothildsen Nielsen tæt til sig og revitaliserede højst sandsynligt dele af planen.

INDSLUSNINGEN I DET DANSKE SAMFUND

Der kan naturligvis ikke opbygges terrorceller, uden de på den ene eller anden måde sluses ind i samfundet, hvilket naturligvis også var et af varulvebevægelsens afgørende mål. Netop indslusningen i det danske samfund var dog særdeles kompliceret. I første omgang skulle der skaffes økonomiske midler til terrororganisationen, idet der skulle købes huse til dækadresser og sendestationer samt forskelligt udstyr. Ligesom terroristerne måske i en længere periode skulle kunne leve under jorden uden arbejde. Issel modtog i den forbindelse forskellige pengesummer fra Berlin. I omegnen af 100.000 kr. (i dag cirka fem millioner kroner) blev brugt til opkøb af bygninger. Andre 100.000 kr. modtog Issel fra den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best — hovedparten af disse penge blev formentlig brugt til at opkøbe et mystisk savværk i Jylland.

Herudover modtog Issel, efter eget udsagn, cirka 20.000 kr. i pund, dollar, schweizerfrank og svenske kroner. Kun de svenske kroner var i øvrigt ægte. Ved siden af disse beløb modtog lederen af varulvebevægelsen i Danmark et ukendt beløb, der skulle indsættes i portioner af 300-400 kr. i forskellige banker og sparekasser over hele landet. Disse konti blev oprettet i varulvenes falske navne. Man regnede dermed med, at man ikke ville blive afsløret af den pengeombytning, man forventede ville komme efter krigen. Pengeombytningen kom i øvrigt i juli 1945, hvilket betød, at mange værnemagere mistede store formuer. Vi ved i dag, at bankbøgerne aldrig blev udleveret til terroristerne — grunden hertil vil blive behandlet nedenfor.

Afgørende var det naturligvis også, at varulvene blev placeret i offentlige institutioner og private virksomheder, så de kunne forøve den påtænkte terror. Ifølge Issel skete dette da også. Der blev således under falsk identitet placeret folk i Post- og Telegrafvæsenet, ved færge- overfarterne Korsør Nyborg, på skibsværftet og i den såkaldte langvejstrafik. Det var tilsyneladende sværere at få varulve indsluset i de rent private virksomheder. Man forsøgte igennem en forbindelse på bryggeriet Tuborg at komme ind på markedet, men det løb ud i sandet. I et firma i Nordsjælland, der bl.a. lavede apparaturer til den tyske fIåde, lykkedes det dog at få placeret enkelte folk. Det samme gjaldt for nogle handelsrederier i København og Nyborg.

Endelig købte varulvebevægelsen, som omtalt oven for, tilsyneladende også et meget mystisk savværk i det midterste Østjylland, Købet skete tilsyneladende på foranledning af Peter Gruppe-medlemmerne Nedermark Hansen og Mariegaard, deromkring årsskiftet 1944-45 henledte Issels opmærksomhed på, at savværket var til salg. Issel fandt, at det ville være et godt kontaktsted for varulvene. Savværket blev derfor købt af en SS-veteran, der var uddannet snedker og tidligere havde arbejdet på sine forældres snedkerværksted. Inden købet var savværkets regnskaber blevet grundigt gennemgået af en regnskabskyndig tysk fagmand, der havde vurderet, at der var tale om et sundt firma. SS-manden havde erklæret, at han kunne drive firmaet uden yderligere understøttelse, så i realiteten kunne han, da Issel blev afhørt, fortsat drive savværket, uden at nogen havde kendskab til hans sande identitet. Men hvor lå så savværket mere præcist? Ja, det kunne eller ville Issel ikke sige, Han påstod dog hårdnakket, at det var blevet købt af organisationen, men da han ikke konkret havde haft noget at gøre med købet, kunne han ikke sige mere om den geografiske placering. Ikke kun i Jylland blev der dog købt ejendomme. I København skulle der være blevet erhvervet en såkaldt budcentral på Vesterbrogade og en aviskiosk på Nørrebro eller Frederiksberg. Handlerne blev foretaget af Brøndum - der antageligvis også lejede et sommerhus til varulveaktiviteter sammen med distriktslederen for Sjælland og Lolland- Falster, Johnsen.

De personer, der nu blev placeret i de forskellige offentlige institutioner, private virksomheder og forretninger, havde tilsyneladende i flere tilfælde fået uddannelse i Tyskland. Horst Issel påstod, at han selv havde uddannet tre eller fire hold af ti personer i København og sendt cirka fem hold af 6-10 personer til uddannelse i Tyskland. Hvert hold havde en eller to sprængspecialister og en våbensagkyndig - resten var almindelige medarbejdere. Uddannelsen foregik enten ved Jagdverband Nord eller Friedental. Uddannelsen fulgte Skorzenys oprindelige totaluddannelsesprincipper. Sådan at kommandoens soldater ikke skulle lære en åndløs eksercits, men modtage en uddannelse inden for mange våbenarter, kampformer, tekniske installationer og køretøjer. Enhver af kommandoens soldater blev således sat ind i brugen af skydevåben og knive, ligesom de fik grundigt kendskab til jernbanevæsnet, indblik i elektricitetsværker - og i nogle tilfælde oliefelter og olieraffinaderier. Issels påstande om, at han havde sendt folk til specialuddannelse i Tyskland, var i øvrigt ikke grebet ud af luften. Efterforskning foretaget af Rejseholdet dokumenterede nemlig, at der på et tidspunkt var 11 danske SS-folk (formentlig et af Issels hold) på kursus på en tysk kaserne, hvor de lærte alt om sprængning af jernbanespor, broer mv. - alt sammen til brug for aktioner i Danmark. Sammen med danske SS-folk ankom der 20 norske SS-folk til kasernen, de skulle gennemgå samme kursus med samme formål - altså til brug for varulveaktioner i Norge. Både de danske og norske SS-soldaters tilstedeværelse var tydeligvis meget hemmelig, da de blev iklædt ordinære tyske soldateruniformer uden emblemer eller andet, der kunne identificere, hvilken enhed de tilhørte, ligesom de fik forbud mod at bevæge sig ud i den nærmeste by.

De folk, der blev indsat som ledere i varulveorganisationen, blev imidlertid ikke blot sendt til uddannelse i Tyskland eller København, men også - hvis det drejede sig om danske statsborgere - udvalgt og anbefalet af en helt særlig person, nemlig politimanden Erik V. Petersen. Han skulle få en helt afgørende indflydelse på varulvebevægelsen, fordi han stod for noget af det mest centrale i terrororganisationen - skabelsen af de falske identiteter.

DE FALSKE IDENTITETER

Meget kunne tale for, at varulvebevægelsen faktisk fik skabt et omfattende netværk i Danmark. Der mangler imidlertid stadig et afgørende bevis for deres aktivitet - en såkaldt smoking gun. For hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at placere vildtfremmede personer i en offentlig institution, virksomhed eller et lokalsamfund ? En ting var jo, at man havde økonomiske midler og opkøbte huse og virksomheder, noget andet var imidlertid at gøre dem, der boede i husene og deltog i virksomhedernes til gode, ærlige samfundsborgere, som ingen fattede mistillid til. Man måtte med andre ord give varulvene en ny identitet, så de på overfladen fremstod som ærlige og helt almindelige borgere!

Varulvenes leder, Horst Issel havde ikke selv forstand på at lave sådanne identiteter - han kendte ganske simpelt ikke nok til de danske forhold til at kunne gøre dette. Erik V. Petersen havde derimod, som erfaren kriminalpolitimand, ekspertise i at fremstille noget sådant - og det blev derfor ham, der kom til at stå for dette arbejde. Erik V. Petersen var i øvrigt ikke en hvilken som helst politimand. I løbet af 1920'erne og 30'erne havde han erhvervet en ekspertise i eftersøgningsarbejde, dvs. lokaliseringen af forsvundne personer - i hvilken forbindelse han havde opholdt sig i Berlin og Wien, hvor han medvirkede ved opbygningen af Interpols (på det tidspunkt kaldet International Kriminalpolizeilichen Kommission) eftersøgningsafdeling. Under tiden på Politiskolen fik Erik V. i øvrigt sin klasses højeste snit. Hertil kom at han besad særdeles gode sprogkundskaber.

Allerede før krigen havde Erik V. Petersen fungeret som agent for Abwehr, men ved krigens start gik han mere åbenlyst i besættelsesmagtens tjeneste. Her endte han som leder af Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste. Denne Efterretningstjeneste gav sig af med spionage til fordel for det tyske politi, idet man undersøgte politimænds og militærfolks politiske indstilling. Efter politiets internering, 19. September 1944, blev medlemmerne af Schalburgkorpset fra tysk side opfordret til at søge over i den tyske politiorganisation som et såkaldt Hilfspolizei (hjælpepoliti, kendt som Hipo). Hele Schalburgskorpsets Efterretningstjeneste - der fra September fik betegnelsen E.T. - og store dele af Schalburgkorpset, fulgte denne opfordring, og E.T. voksede derefter fra cirka 20 mand til omkring 500-600 alene i Storkøbenhavn. Som et eksempel på Erik V. Petersens store betydning er det øvrigt værd at nævne, at han personligt rådede over en hovedradiosender på en adresse i Dahlerupsgade, hvorigennem han kunne komme i kontakt med E.T.-personel og potentielt også varulvegrupperne. E.T, rådede dertil, fra februar 1945, over en mobil radiosender, der sendte anti-kommunistisk propaganda ud i Københavns-området tre gange ugentligt. Radiosenderen blev dog sat ud af drift den 26. april 1945, idet nazistiske SA-folk, bizart nok, forvekslede den med en af modstandsbevægelsens sendere, hvorfor de angreb den og dræbte to af radiotelegrafisterne.

Det er næppe værd at nævne, at Erik V. Petersen var erklæret nazist, men det betød langtfra, at han var en forbenet ideolog uden udsyn og evne til at skabe kontakter uden for det nazistiske miljø. Tværtimod havde han formentlig mange kontakter til både modstandsbevægelsen og hæren - flere af hans folk hævdede senere, at disse blev udnyttet til at opbygge varulvebevægelsen. Ifølge en af Erik V. Petersens medarbejdere skulle han da også have udtalt: "I, der står i direkte tysk kommandoforhold, vil jo blive sendt ud for at slagtes". Selv tilhørte han - ifølge egen opfattelse - et tredje standpunkt, "(...) der førte en politik midt imellem tyskerne og modstandsbevægelsen". Slagtet blev Erik V. Petersen imidlertid. Den 19. april 1945 likviderede modstandsgruppen Holger Danske ham nemlig nær hans bopæl. Likvideringen var chok for E.T. - og skulle få dramatiske konsekvenser for varulvebevægelsen! Efterfølgende foranstaltede E.T., igennem dets aktionsgrupper på Politigården, som hævn, den såkaldte bombenat, eller snarere bombenætter, i København, hvor dødspatruljer fra den 19. til 21. april myrdede løs i gaderne og sprængte et stort antal bygninger I luften - 12 mennesker omkom under bombenætterne.

Inden Erik V. Petersen blev likvideret, stod han imidlertid for at skabe varulvenes falske identiteter - ligesom han også skaffede egnede danske kandidater til varulvebevægelsen, hvilket Issel var stærkt afhængig af i opbygningen af terrornetværket! Det bør i den forbindelse nævnes, at Erik V. Petersen tilsyneladende var meget sikker på de falske identiteter, han skabte - således fortalte han bl.a. Horst Issel, at de falske identitetspapirer han fik lavet, var umulige at skelne fra rigtige! At der rent faktisk blev stjålet identitetspapirer til at lave falske identiteter, fremgår i øvrigt af en afhøring af E.T.-manden Jørgen Christian Sørensen, Han berettede, at han, Frode Norlund og den berømte Otto Ditlev Nielsen, kaldet Svend Staal, lederen af terrorenheden Svend Staal Gruppen - røvede passtempler, pasprotokoller og blanke pas fra paskontoret i Ny Kongensgade nr. 6. Røveriet skete i januar 1945, og de tre terrorister foregav at komme fra modstandsbevægelsen. Passtempler, protokoller og blanke pas blev efterfølgende bragt til Erik V. Petersen, der også havde beordret røveriet. Efterfølgende fortalte han de tre røvere, at de blanke pas skulle bruges til at lave nye falske pas, ligesom pasprotokollerne skulle bruges til at finde egnede dæknavne til de falske pas.

Problemet har imidlertid indtil nu været, at vi ikke ved, hvordan de falske identiteter blev lavet. At der blev skabt falske identiteter, har altså udelukkende været baseret på - godt nok en del - udsagn fra varulve. Herunder særligt Issel, Brøndum og Bothildsen Nielsen. Det fantastiske i hele varulvehistorien - og netop dette, at man ikke har haft nogen håndgribelige beviser for, hvordan de falske identite¬ter blev skabt og terrororganisationen udviklet - har uden tvivl medvirket til, at mange historikere har skubbet hele historien til side med et overbærende smil.

FUNDET PÅ POLITIGÅRDEN

I 2012 skete der imidlertid noget højst overraskende, da en kriminalbetjent undersøgte mellemgangen over sit kontor på Politigården. Politigården indeholder et stort antal aflukkede mellemrum eller gange mellem de forskellige etager, hvor hverken betjente eller andet personale normalt kommer, men i dette tilfælde blev kriminalbetjenten altså nysgerrig, idet han, da han skulle reparere et ur på væggen, stødte ind i først nogle gamle spiritusflasker fra krigens tid og siden en gammel opdagerhat – ligeledes fra krigens tid. Han gik derfor i gang med mere systematisk at undersøge de nærliggende mellemgange - og da stødte han på noget, han ikke havde drømt om! Da han åbnede lemmen til en af de mørke, støvede rum, så han en stor papirpose. Posen var skubbet helt ned mod endevæggen, som havde man søgt at gemme den væk. Den var meget beskidt og gik nærmest i stykker ved berøring. Kriminalassistenten tog posen ned fra loftet og fik den viklet ud af det brune papir og sejlgarn, der var omkring den. Inde i pakken lå nogle mærkelige ting: Blanke legitimationskort og soldaterbøger (såkaldte lægdsrullebeviser), flytteanmeldelser fra folkeregistre rundt omkring i Jylland, en stor mængde stempler fra folkeregistre, vielsesattester, iturevne tyske overtagelsesdokumenter til ejendomme i Jylland, en lille papirlap, hvorpå var skrevet en form for kode, en såkaldt københavnerdirk, en enorm mængde rationeringskort fra april-juni 1945 - og endelig et stort antal mølædte kort over nedgravede våbendepoter i Midtjylland. En væsentlig del af materialet må altså formodes at stamme fra varulvedistrikt fire, hvor topterroristen Bothildsen Nielsen huserede.

Kriminalassistenten, der havde gjort det bemærkelsesværdige fund, havde til alt held et betydeligt indblik i dansk besættelsestid - og han havde kendskab til varulvene. Hurtigt kunne han derfor lægge to og to sammen: Dette materiale måtte hidrøre fra den myteomspundne organisation, som man ellers næsten ikke vidste noget om. Sagen var nemlig den, at de to topterrorister, Brøndum og Bothildsen Nielsen, blev afhørt i det rum, hvorover det bemærkelsesværdige fund blev gjort. Antageligvis er de to varulve således blevet afhørt om varulvebevægelsen, og i den forbindelse må dette materiale være blevet fremdraget. Efterfølgende er materialet så blevet gemt bort igen. Hvorfor er svært at sige! I månederne efterfundet lavede kriminalassistenten en grundig rapport, og genstande og dokumenter blev derpå overdraget til Politimuseet. Inden dette skete, havde politiet- i samarbejde med militæret - dog undersøgt, om alle de depoter, de forskellige kort refererede til, var gravet op. Særligt et kort var i den forbindelse interessant, idet man ikke kunne finde nogen kilder, der bekræftede, at dette depot var gravet op. Området, hvor depotet skulle befinde sig, blev derfor sikret - bl.a. ved at der blev lavet flyveforbud over området i tilfælde af eksplosion - hærens bomberydningseksperter tilkaldt og området gravet op. Våben- og sprængstofkassen befandt sig dog ikke i området.

DE HEMMELIGE IDENTITETER.

Nu er det naturligvis indlysende, at kortene over de nedgravede våbendepoter er interessante – de viser jo, hvor farlige og velorganiserede varulvene var. De andre genstande er imidlertid næsten mere interessante, for de fortæller noget om varulvenes hemmelige identiteter!

Ved hjælp af de mange forskellige dokumenter kunne man nemlig opbygge en helt ny identitet. For at forstå, hvordan dette foregik, må man være opmærksom på, at samtidens personregistrering foregik på en ganske anden måde end i dag. Der fandtes ikke noget personnummer - det blev først indført d. 2. april 1968. Det centrale i personregistreringen var derimod et hovedregisterkort. Dette hovedregisterkort var blevet indført ved et cirkulære fra Indenrigsministeriet i august 1924. Hovedregisterkortet var opbevaret på folkeregisterkontoret i hver enkelt kommune. Af hovedregisterkortet skulle navn, køn, stilling, bopæl, fødselsdato, fødested, statsborgerforhold, ægteskabelig stilling og til- og fraflytningsår fremgå. Hvis man kunne ændre i hovedregisterkortet, kunne man altså ændre i en persons identitet.

Ved siden af hovedregisterkortet var der imidlertid to andre væsentlige identitetsmarkører i samtiden; nemlig legitimationskort og soldaterpapirer. Legitimationskortene var blevet indført i 1941, og enhver dansk statsborger over 15 år skulle være i besiddelse af et sådant. Legitimationskortet skulle have et vellignende foto i øvrigt den eneste billedlegitimation, der fandtes. Folkeregistrene udstedte disse kort. Soldaterpapirerne eller lægdsrullebeviserne viste, at soldaten kunne udskrives til soldatertjeneste. Disse papirer blev ført minutiøst, og man kunne derfor ud fra soldaterbeviserne se, når en person var flyttet fra den ene kommune til den anden - eller havde været i udlandet. Soldaterbeviset var altså det væsentligste legitimationsbevis ved siden af legitimationskortet.

Kunne man ændre i soldaterpapirer, legitimationskort og hovedregisterkort samt evt. en vielsesattest, havde man en ny identitet! Hvordan kunne varulvene så ændre i alle disse forskellige former for identitetspapirer? Ja, ser vi først på de vigtige soldaterpapirer, ved vi fra afhøringer af Horst Issel, at Brøndums soldaterpapirer blev sendt til Berlin og derfra formentlig videreformidlet til kz-lejren Sachsenhausen, hvor de blev forfalsket (i Sachsenhausen blev der også forfalsket udenlandsk valuta; forfalskerne, der var nogle af de bedste i verden, var kz-fanger). Der blev altså produceret et større antal nye papirer, som så blot skulle udfyldes af varulveorganisationen. De soldaterpapirer, der blev fundet i pakken på Politigården, er formentlig en kopi af Brøndums soldaterpapirer og stammer således fra Sachsenhausen. Legitimationskortene, der blev fundet i pakken, er formentlig ægte kort, stjålet fra et folkeregisterkontor. At sådanne tyverier forekom, og var meget velorganiserede, dokumenterer fundet på Politigården naturligvis, men det underbygges også af en undersøgelse lavet af Indenrigsministeriet i februar 1945. Her skrev man ud til amterne for at forhøre sig om, hvordan folkeregistrene fungerede - og i den forbindelse fik man at vide, at der havde været tyverier flere steder, i flere steder var bevæbnede mænd brudt ind og havde taget hele arkiver (faktisk var der tale om ikke mindre end 18 væbnede røverier af folkeregistre, hvis man gennemgår de daglige indberetninger). Dengang troede man, at det var modstandsbevægelsen, men det kan altså meget vel have været varulve.

Hvad var det så for identiteter, varulvene brugte? Som Issel forklarede politiet havde Erik V. Petersen her særligt fokuseret på SS-folk, der var omkommet ved fronten. Disse identite¬ter kunne den udspekulerede politimand nemlig genbruge. SS-folkene skulle så at sige bare opstå fra de døde. Dvs. det matte intet sted fremgå, at de var døde på østfronten og havde tjent SS - de skulle så at sige være pletfri og levende. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ja, det kunne ske ved, at det af de forfalskede soldaterpapirer og hovedregisterkortet fremgik, at de aldrig havde været i Tyskland. Man lod altså varulven overtage en død mands identitet og flyttede derefter varulven (med sin nye identitet) hen til en kommune, hvor den døde mand ikke i forvejen var kendt. Den eneste billedlegitimation, der dokumenterede, at vedkommende var den, han gav sig ud for, var i den henseende også på plads, idet varulven jo havde et nyt legitimationskort, der viste dette! At varulven, med den nu nye identitet, aldrig havde været i Tyskland, viste hovedregisterkortet i øvrigt også, for varulveorganisationen havde nemlig ændret i de stjålne flytteanmeldelser, sådan at det fremgik, at personen blot havde opholdt sig i en anden kommune på det tidspunkt, hvor vedkommende altså rettelig havde været ved østfronten. Flytteanmeldelserne blev altså - som Issel også på et tidspunkt forklarede sine afhørere - først stjålet, derpå rettet til og så lagt tilbage i folkeregisterets kartoteker. Herpå blev varulvene forsynet med originale rationeringsmærker og såkaldte købekort (hvilke også lå i pakken) samt tit "ægte" anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere. Hertil kom i øvrigt også, at varulveorganisationen ofte brændte de originale hovedregisterkort på kommunekontorerne - og når der så skulle skabes et nye kort, havde man kun informationerne fra de falske identitetspapirer, som terrororganisationen havde kreeret. Dermed havde man alt i alt en mand med en ny, pletfri identitet, og han kunne nu af Erik V. Petersen placeres i en offentlig institution eller privat virksomhed. Ingen ville fatte mistanke - og gjorde nogen det, kunne man roligt lade dem tjekke identitetspapirerne, de var jo i orden!

DEN UDEBLEVNE X-DAG

Når man har konstruktionen af de ovenstående falske identiteter in mente, er det meget tænkeligt, at der befandt sig flere varulve under jorden i Danmark omkring maj 1945. Denne antagelse underbygges i øvrigt af både Brøndum og Bothildsen Nielsen, der hårdnakket påstod, at alene Brøndum havde haft 15 varulve under sig, hvoraf ingen var blevet afsløret af politiet. Brøndum ønskede i sagens natur ikke at afsløre, hvem de var - hans dødsdom var sikker, den var han afklaret med og lagde blot kortene på bordet, men ikke mere end det, han ønskede ikke at angive nogen!

Politigården som den så ud under besættelsen. Den legendariske bygning husede efter 19 september 1944 Hipo og de såkaldte aktionsgrupper, der foranstaltede terror i København.

Hvorfor blev varulvene så ikke aktiveret? At det var lige ved og kunne været blevet uhyggeligt blodigt, er der meget, der tyder på. Brøndum og Bothildsen Nielsen fortalte således begge, at det var planen, at Politigården skulle sprin¬ges i luften - og Brøndum var helt sikker på, at alt var klar til dette. Der var i den forbindelse bragt 600 kg sprængstof ind på Politigården en dag i februar 1945. Sprængstofferne blev hentet fra et depot i Bagsværdsfortet, og Brøndum afleverede det til en løjtnant fra det tyske politi i gården ved kvindefængslet. Hvor sprængstofferne herefter opbevare- des, vidste Brøndum dog ikke, men han havde ikke hørt, at de senere skulle være fjernet fra Politigården. Endvidere var Brøndum og Bothildsen Nielsen i besiddelse af en fuldstændig fortegnelse over alle strømførende anlæg, bl.a.telefon- og telegrafkabler samt plan over kloakanlægget i København. Så ville de have sat noget yderligere i gang, havde det formentlig ikke været så vanskeligt for dem - hvis koden altså var blevet givet! Og koden, fandtes der faktisk en sådan ? Ja, måske - iblandt papirerne, der blev fundet på Politigården, ligger der en lille lap, hvorpå der er skrevet forskellige tal og bogstaver. Måske det var koden, der skulle aktivere det hele?

Det er og forbliver et uafklaret spørgsmål, hvorfor varulvene ikke blev aktiveret. Der var dog formentlig særligt to forhold, der gjorde sig gældende. For det første var der Erik V. Petersens død d. 19. april - hermed forsvandt en af varulvebevægelsens væsentligste skikkelser. Det var ham, der havde skabt de forskellige varulves falske identiteter, og han havde et formentlig ikke ubetydeligt indblik i hele organisationens opbygning og aktivering - trods alt havde han skaffet en stor del af de danskere, der indgik i terror- netværket. Kunne organisationen derfor fungere og aktiveres uden Erik V. Petersen? For det andet, og vigtigst, var Det Tredje Riges magtapparat gerådet i fuldstændig kaos efter Hitlers død den 30. april 1945. Storadmiral Dönitz var godt nok herefter blevet udnævnt til statsleder - noget Hitler havde dikteret i sit testamente - men alt var alligevel alles kamp mod alle. Berlin var blevet forladt, og resterne af regeringen var flygtet op nær den danske grænse, hvor de holdt til i omegnen af Flensborg. Her udspillede der sig nu en kamp på liv og død; man var nemlig ikke enig om, hvorvidt man skulle kapitulere eller kæmpe videre. Den 3. maj blev der holdt skæbnemøde om dette spørgsmål uden for Flensborg. Den norske rigskommissær Terboven, partichef Paul Wegener, generaloberst Lindemann og general Böhme støttede alle en fortsat kamp, mens statschef Dönitz, generalfeltmarskal Keitel og generaloberst Jodl var i tvivl. Best afviste derimod - med ubetinget støtte fra von Krosigk (der stod tæt på Himmler, som imidlertid var stødt fra magtens tinde, idet Hitler mente, at rigsføreren havde forrådt ham) og varulvebevægelsens leder, den snarrådige og udspekulerede Walter Schellenberg - fortsatte kampe i Danmark og Norge. Von Krosigk og Best fremførte en række tungtvejende argumenter for en fredelig overgivelse af de tyske tropper i Danmark og Norge, idet de påpegede, at Sverige øjeblikkeligt ville intervenere, hvis det blev kendt, at de tyske tropper fortsat ville kæmpe, ligesom man kunne være sikker på, at modstandsbevægelserne og formentlig også befolkningen i de to lande ville falde de tyske styrker i ryggen og kaste sig over det store antal tyske flygtninge. Schellenberg støttede dette synspunkt. Al kamp måtte ophøre. Dönitz besluttede herefter, at han ville overveje sagen natten over, og om morgenen den 4. maj afgjorde han, at der skulle indledes forberedelser til en betingelsesløs overgivelse til de allierede af de tyske tropper i Norden.

I Danmark var situationen ikke mindre højspændt end i området omkring Flensborg. Den 4. maj havde Issel indkaldt varulvene fra Peter Gruppen til at give møde i Kolding, dvs. det Midtjyske varulvedistrikt. Bothildsen Nielsen, Lensing, Mariegaard og Nedermark Hansen m.fl. dukkede alle op - måske var det nu, X-dagen skulle indtræde ? Issel - lederen af det hele, kom imidlertid ikke. Herefter indtrådte kaos, og alle gik hvert til sit. Mariegaard og Nedermark Hansen flygtede igennem Jylland med modstandsbevægelsen i hælene. Den 23. maj passerede de over den dansk-tyske grænse med en tysk enhed. Senere blev de fundet i en militærlejr og udleveret til Danmark, at hans Bothildsen Nielsen og Lensing foretog også en desperat flugt bort fra Kolding. Til sidst opgav Lensing og begik selvmord i en lade. Bothildsen Nielsen endte sin flugt i Aarhus, hvor han søgte at skjule sig i en tysk militærforlægning. Modstandsbevægelsen fik imidlertid nys om hans opholdssted og tvang, med trusler om at beskydning af forlægningen med en kampvogn, tyskerne til at udlevere den berygtede terrorist.

Når den hensynsløse varulvechef, Horst Issel, aldrig dukkede op i Kolding og fik mulighed for at aktivere sit varulve- netværk, skyldtes det formentlig, at hans øverste chef - Schellenberg, der sad i Flensborg og forhandlede freden på plads - var imod noget sådant. Han blev derimod beordret til at forlade Danmark uden kamp. Herefter brændte han de vigtigste papirer - herunder de ovenfor omtalte bankbøger, der ellers skulle have været udleveret - og flygtede fra København til Næstved, hvor han på kasernen fik uniform som menig rytter. Derpå fik han overrakt en seddel, hvoraf det fremgik, at hans soldaterbog var gået tabt, men at hans navn var Isermann. Han kom efterfølgende over grænsen ved Kruså sammen med tre andre tyskere, men blev holdt tilbage, da han ikke havde nogen soldaterbog. Mens han blev holdt tilbage, havde han sin cyankaliumkapsel i mundhulen, klar til at tygge den over og begå selvmord. Ifølge personer tæt på ham, bar han i øvrigt cyankaliumkapslen på sig i måneder bagefter, klar til at bruge den, hvis behovet opstod.

Fire år senere blev han stillet til ansvar for sine forbrydelser i Danmark. I 1950 blev han dødsdømt. Dommen blev senere ændret til 20 års fængsel. I 1953 blev han benådet og udvist af riget for bestandig. Herefter rejste han til Francos Spanien, hvor han tjente under sin gamle chef Skorzeny. Hensynsløse landsknægte vil aldrig være arbejdsløse - især ikke når der findes diktatorer. I 1957 rejste Issel til USA- herefter fortaber sporet af varulvenes leder sig i tågen. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Mariegaard og Nedermark Hansen blev alle dødsdømt og henrettet.

VARULVENES GÅDER

Historien om varulvene er fuld af gåder - og de uafklarede spørgsmål hober sig op! I første omgang trænger et helt specifikt spørgsmål sig naturligvis på: Blev alle varulve fundet efter krigsafslutningen, eller var der nogen, der fortsatte et liv unde jorden med deres nye Identiteter uden nogensinde at blive afsløret eller at give sig til kende? Allerede samtiden var naturligvis stærkt interesseret i dette spørgsmål - for hvad nu, hvis varulvene kastede sig ud i terroraktioner! I april 1946 så det faktisk ud som om, at dette var tilfældet. Her blev der nemlig kastet en håndgranat ind (gennem vinduet på politistationen i Tinglev, nær den tyske grænse. Attentatet vakte et ramaskrig, selvom der hverken var død eller sårede. Rejseholdet blev sat på sagen og sendte en efterforsker til området. Efterforskerens navn var Otto Olesen, og han skulle senere få navnet Otto Varulv, fordi han beskæftigede sig længe med denne sag.

Otto Olesen ankom nu til Tinglev, og i samarbejde med det lokale politi påbegyndte han en langvarig efterforskning. I efterforskningen viste, at det ikke var terrorister fra issels organisation, der stod bag attentatet. Sagen bundede i nogle andre forhold. Tinglev ligger, som nævnt, tæt på den tyske grænse. Efter krigsafslutningen passerede mange tyske soldater derfor gennem Tinglev.

Kontrollen mod to tyske soldater lå hos landbetjenten Jens Peter Egebjerg Andersen - kaldet Sheriffen fra Tinglev. Egebjerg Andersen var stærkt tyskfjendtlig og var i den forbindelse blevet afhørt og mis handlet i gestapohovedkvarteret på Koldinghus Staldgaard. Herefter var han blevet sendt i kz-lejr. Han havde altså et regnskab at gøre op med den tyske besættelsesmagt.

Den 18. december 1945 kom der nu 900 Luftwaffesoldater igennem Tinglev. Det lokale politi, under ledelse af Sheriffen fra Tinglev, samt 50 udkommanderede soldat var udset til at visitere de tyske soldater. En tysk officer ville imidlertid ikke lade sig visitere, idet han hævdede, at kun den engelske befrielseshær havde denne bemyndigelse. Dette gjorde Egebjerg Andersen rasende, og han beordrede officeren til at adlyde - gjorde han ikke det, ville skyde ham efter at have talt til tre. Da officeren ikke adlød skød han ham på tallet tre! Hændelsen vakte berettige furore blandt det tyske mindretal. Denne furore havde, fandt rejseholdet senere ud af, særligt grebet en ung mand fra det tyske mindretal ved navn Nikolaj Westergaard - hvis familie i øvrigt også var blevet meget hårdhændet behandlet i Faarhuslejren. Han havde derfor samlet 13 yngre mænd og en kvinde omkring sig og foranstaltet et hævntogt mod Sheriffen fra Tinglev. Efterfølgende blev Nikolaj Westergaard idømt dødstraf for sine handlinger! Straffen blev dog senere ændret til seks års fængsel.

Meget andet håndgribeligt omkring varulveaktivitet efter krigsafslutningen dukkede der imidlertid ikke op. En enkelt gang opstod der et rygte frem om, at en nazigodsejer på Sorø-kanten og en Hipo-løjtnant skulle være ledere af en varulvegruppe ved navn Edelweiss. Endvidere modtog chefen for PET, Ernst Brix, et trusselsbrev, hvori der stod: "Vi meddeler dem hermed, at vi har oprettet et forbund! Lad os i ro! Vi lader dem i ro. Ærbødigst 46 Warulvorg. Aabenraa". Det var alt, hvad man i første omgang hørte til varulvene.

I 1947 begyndte der imidlertid at opstå nogle nye rygter. Rygterne stammede fra en af Erik V. Petersens tidligere medarbejdere, nemlig Jørgen Børge Axel Lorentzen - lederen af den såkaldte Lorentzen Gruppe. Lorentzen Gruppen var en af de såkaldte aktionsgrupper, der holdt til på Politigården efter at det danske politi var blevet interneret i September 1944. Gruppen blev herostratisk berømt i samtiden grundet den vold og tortur, medlemmerne udførte på Politigården. Særligt en af personerne blev i den forbindelse kendt. Det var Lorentzens hustru, Anna Lund. Anna Lund var en af de få kvinder, der direkte deltog i den tortur, E.T.'s aktionsgrupper foretog på Politigården.

Det særlige ved Lorentzen - og for så vidt også Anna Lund - var, at de tidligere havde plejet kontakt med dele af modstandsbevægelsen. Lorentzen havde således ikke været specielt tyskervenlig før krigen eller de første år af besættelsen. Snarere var han en ganske almindelig kontormand, der var kommet ud i noget småkriminalitet (Lorentzen var tidligere straffet, men kun for ubetydeligheder), hvorved han havde fået kontakt med de dele af modstandsbevægelsen, der måske var en smule uldne i kanten. Af den vej havde han så fået kontakt med Erik V. Petersens E.T. - hvor der jo også fandtes småkriminelle elementer. I løbet af kort tid blev han herefter en del af E.T., hvor han først fungerede som meddeler og senere blev overført til efterretningstjenestens afdeling IX, for sidenhen at danne sin egen aktionsgruppe inden for efterretningstjenesten. Lorentzen Gruppen mødte i øvrigt sit endeligt i et sommerhus ved Asserbo, hvor de havde gemt sig efter kapitulationen. I al hemmelighed havde modstandsbevægelsen omringet huset, som de i en koordineret aktion beskød med maskinpistoler og en hjemmelavet tank. Tre personer blev dræbt i sommerhuset, og Lorentzen og Anna Lund blev hårdt såret - Anna Lund fik bl.a. skudt armen af, ligesom hun fik sin anden arm delvist ødelagt.

Da parret var kommet sig over deres voldsomme kvæstelser og skudsår, begyndte de imidlertid at tale. De nævnte forhold, der satte det danske samfund i oprør og resulterede i en omfattende undersøgelseskommission. Lorentzen berettede nemlig - og her støttedes han bl.a. af Anna Lund - om et tæt samarbejde mellem varulveorganisationen, dele af modstandsbevægelsen, den danske hær og store danske virksomheder samt offentlige institutioner. Årsagen til denne uhellige alliance var, ifølge Lorentzen, at de alle havde fået en fælles fjende i det kommunistiske Sovjetunionen. Dette imperium stod jo nærmest lige uden for den danske hoveddør - og hvem vidste, om ikke de kommunistiske tropper satte deres ben først i Danmark? Denne tanke skulle have fået varulvene til at indlede forhandlinger med såvel repræsentanter fra den danske hær som den borgerlige del af modstandsbevægelsen - ja, sågar dele af det politiske establishment skulle have indgået i forhandlingerne. Pengebidrag var der kommet fra de store private virksomheder. I midten af hele dette netværk skulle Erik V. Petersen have siddet. Han sendte folk, herunder Lorentzen, i øst og vest for at forhandle med de forskellige parter. På forskellige dækadresser rundt omkring i København blev der indsamlet informationer, i fald X-dagen skulle træde i kraft, og man skulle starte den underjordiske kamp mod den kommunistiske besættelsesmagt. Også betydelige dele af politikorpset var i øvrigt - ifølge Lorentzen - involveret i disse forberedelser, bl.a. var lederen af de underjordiske politimodstandsgrupper, politiinspektør Holten, informeret om varulveorganisationen og klar til at gå i aktion med denne.

Politiet, militæret og de borgerlige modstandsgrupper lagde naturligvis kraftig afstand til Lorentzens udtalelser.

Han kæmpede for sit liv, sagde de. Nar han kom med alle disse "afsløringer", skyldtes det, at han ville forplumre vandene og undgå den dødsdom, han havde hængende over hovedet. Kunne Lorentzen nemlig vise, at han i virkeligheden havde samarbejdet med dele af det etablerede system, kunne man vanskeligt henrette ham. Man undgik dog ikke at få nedsat en Lorentzen-kommission. Kommissionen konkluderede, at Erik V. Petersen nok havde haft kontakter til modstands- og militærfolk - og at der havde været afholdt møder. Faktisk var et af disse møder - hvor distriktsleder Johnsen havde deltaget - endt så fatalt, at et dækhold af unge danske løjtnanter var kommet til at skyde varulven Tage Willy Strynbo, fordi de havde været alt for nervøse. Kommissionen konkluderede dog også, at der ikke havde eksisteret et samarbejde mellem varulvene og militær- politi- og modstandsfolk. Disse beskyldninger var grebet ud af luften. I løbet af 1948 kunne retten derfor gå sin gang, og Højesteret dømte endeligt Lorentzen til døden. Dødsdommen blev eksekveret 10. maj 1949. Anna Lund blev ligeledes dømt til døden. Ved Kgl. resolution blev hendes dødsdom imidlertid ændret til livstid den 9. maj 1949. Efterfølgende forsøgte hun forgæves at få resolutionen omstødt og blive henrettet. Umiddelbart før Lorentzen blev henrettet, giftede Anna Lund sig med ham. Efter sin løsladelse og forvisning til Tyskland i oktober 1956 kastede Anna Lund sig ud børnehjemsarbejde. I årene efter blev hun internationalt anerkendt for sit arbejde og fik tilnavnet "englen fra børnebyerne". Varulvenes gåder blev aldrig løst! Lykkedes det nogen af dem at forblive under jorden og undgå afsløring ? Hvor tætte var Erik V. Petersens kontakter til politi, militær og modstandsbevægelse - og kunne X-dagen være blevet udløst med en særdeles blodig og omfattende terror til følge ? Vi ved det ikke, man kan kun gisne - varulvene tog deres gåder med sig i graven.