Mordet på Kaj Munk - del 2 - JAN14


Onsdag den 5. januar kl. 0815 på Hørbylunde Bakke mod Pårup.

Digterpræsten, Kaj Munk blev fundet i grøften af en forbipasserende cyklist, Anton Seithen. Han er murer på vej til arbejde.

Billede 1: Landevejen.

Seithen ringer fra den nærliggende kro til en læge, der underretter politiet i Silkeborg. Kan ikke selv køre til stedet grundet bensinmangel. Silkeborg krimpol, rykker ud med anden læge fra byen og konstaterer, at det drejer sig om Kaj Munk.

Billede 2: Kaj Munk. Han har en kuffert med, hvorpå der er en seddel.

Billede 3: Sedlen. Rejseholdet tilkaldes ved Himmelstrup og Jørgen Schütter.

Yderligere personale rekvireres fra Ringkøbing, Silkeborg, Herning, Esbjerg og Århus – i alt 25 mand. Obduktionen viser at Kaj Munk er dræbt af 3 pistolskud i hovedet.

Der foretages forhøringer i Præstegården af fru Munk og tjenestefolk samt overalt på strækningen mellem Vedersø og gerningsstedet igennem et par dage, hvorefter det kan konstateres, at Kaj Munk er bortført af 5 mand kørende i en tysk tjenestebil, Opel Kaptain, POL 198-935.

Korsør færgehavn oplyser, at bilen er kommet over Storebælt den 3. januar 1944 med 5 mand i, og samme aften er den set i Herning, hvor personerne indlogerede sig på 2 hoteller, Gregersens hotel og Herning hotel. Personerne blev ikke registreret, idet de på begge hoteller kunne forevise rekvisitioner fra den tyske værnemagt.

Den 4. januar kører bilen videre til Ringkøbing (personerne havde spurgt om vej). På torvet i Ringkøbing fra en kiosk ringer en af personerne til Vedersø Præstegård og anmoder om at komme til at tale med pastor Munk. Han præsenterer sig som studerende, der gerne ville diskutere noget. Kaj Munk nægter at tale med personen: ”Jeg kender dem ikke” siger han og lægger røret på.

Bilen fortsætter til Præstegården, hvortil den ankommer ved 20-tiden (4. januar) og efter et kort ophold kører den bort igen medbringende Kaj Munk.

Fru Munk og tjenestepigerne fortæller nærmere omkring selve ”anholdelsen”, at 3 mand kommer ind i præstegården og 2 står udenfor. De tre taler dansk (ikke perfekt dansk) og oplyser, de kommer fra politiet og at de skal have Kaj Munk med sig. Han for lov til at pakke en kuffert og bliver kørt bort. Drabsstedet ligger 92 km. Fra Vedersø præstegård.

Billede 4: Anonymt brev

Under den videre efterforskning retter man henvendelse til Dagmarhus – den tyske værnemagt og SD (sikkerhedspolitiet) har ophold der under besættelsen, hvorefter politiet får besked på, at standse videre efterforskning. Man fortsætter dog og standser først den 19. sept. 1944, da politiet bliver taget af tyskerne.

Omkring Kaj Munk - underlig snegl

Politisk set tog Munk afstand fra parlamentarismen og demokrati, som han betragtede som svagt. I stedet beundrede han "den stærke mand", og fra begyndelsen af 1930'erne til først i 1940 skrev han beundrende om Adolf Hitler og Benito Mussolini og de resultater, som de opnåede i deres hjemlande. Bl.a. skrev han: 26. sept. 1936: ”Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg:” og

13. mar. 1938: ”Umuligt andet end at prise Hitlerske styre for klogskab over klogskab.” og

29. jan. 1939: ” Hitler var nær ved at være en gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske.” og

5. nov. 1939: ”Hitler er den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede sin egen korsfarertanke om Blut og Boden i fredens vældige navn.” På det tidspunkt havde Tyskland/Hitler angrebet Polen den 1. sept. 1939.

Billede 5: Trusselsbrevet af 13, dec, 1939

”Ved De, hvor Gud befinder sig? Sammensteds, hvor De i et af Deres dramaer placerer den italienske lire: I Lokumstønden. Og der får han selskab med den danske krone i år eller i 1940. De er så flot at citere salmer, når De placerer Dem i spidsen for demonstrationstog for finnerne: ”Og tager de vort liv, gods ære o.s.v.. De som øjeblikkelig ønsker afregning omgående over hvor provinsforestilling, hvor Deres dramaer opføres. Føj for Satan! Hold nu foreløbig Deres mund, thi ellers går det Dem galt! Det skal være undertegnede en nydelse af slå Dem ned. Infame hykler.” Segl med ordet Nihil = Intet.

Billede 6: Anmeldelse til politiet. Modtaget 15. dec. 1939

”Politikontoret i Ringkøbing. Jeg tillægger ikke slige julehilsner som vedlagt synderlig betydning, men skulle der en dag overgå mig noget, er det måske rettest, at en sådan er ??? er i politiets hænder. Med venlig hilsen Deres ærbødige Kaj Munk.”

Selv efter at Danmark var blevet besat fortsatte Munk sin lovprisning af Hitler. Blandet anden den 28. juli 1940 ved et sportsstævne hos Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole (Bukh var nazist). Her sagde Munk, ”at Hitler er en af verdenshistoriens største skikkelser.”

Han gik dog senere skarpt imod nazismen og fascismen efter jødeforfølgelserne og Mussolinis invasion af Abessinien. Han skrev stykket "Sejren" mod Mussolini og stykket "Han sidder ved Smeltediglen" mod jødeforfølgelserne.

Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 var slet ikke efter Munks hoved. Munk var en af de første til at afvise samarbejdspolitikken og stod længe alene med det synspunkt. Efter regeringens fratræden den 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen og Før Cannæ var direkte angreb på nazismen.

Kaj Munk blev angiveligt advaret kort inden sin død, om at han var i fare, idet modstandsgruppen Ringen, – angiveligt sidst i december 1943 – advarede Kaj Munk og forsøgte at overtale ham til at gå under jorden. Det ville han ikke.

Nytårsdag 1944 holdt Kaj Munk en tale ("Nytårsdag 1944"), hvor han iført sin overfrakke (ikke præstekjole) og det sædvanlige røde halstørklæde, han altid gik med. Han besteg ikke prædikestolen eller gik op til alteret, men stillede sig midt i midtergangen, hvorefter han bad en bøn. Han holdte herefter en tale, idet han begyndte med at sige: ”I er nok forundret over, at jeg ikke står deroppe på prædikestolen.” Og fortsatte: ”Det er fordi jeg synes, at en del af sognets folk, som ikke har det behov, har begyndt at arbejde og køre for tyskerne. De, der er tvunget dertil, kunne vel sammenlignes med de husmænd, som tidligere måtte arbejde for herremændene om søndagen, og om hvilken man sagde, at Vorherre nok lukkede sine øjne, selv om de ikke kom i kirke, men de, som nu for vindings skyld tog arbejde for tyskerne, ville jeg sammenligne med landsforrædere.”

Han fortsatte med hensyn til sabotørerne, at de her gjorde en god fædrelandsgerning.

Kirken var stuvende fuld og mange tog anstød af talen medens andre tog den i forsvar.

3 dage efter blev Kaj Munk myrdet.

Kaj Munk skrev jo adskillige dramaer som Pilatus (1917, offentliggjort 1937), Ordet (1925), En Idealist (1928), I Brændingen (1929), Cant (1931), De Udvalgte (1933), Sejren (1936), Han sidder ved Smeltediglen (1938), Egelykke (1940), Niels Ebbesen (1942) og Før Cannae (1943).

Flere af disse værker opførtes på Det kongelige Teater og hans mest kendte stykke er "Ordet" (1925) om miraklet. Stykket er filmatiseret af Carl Th. Dreyer.

Hvorfor skulle Kaj Munk dræbes?

På grund af de tiltagende sabotager og stikkerlikvideringer i Danmark besluttede man direkte fra Himmler og Hitlers side, at der ved terror skulle tages modforhold i Danmark og mange forslag kom i spil. Blandt andet spekulerede man på, at sprænge Det Kgl. Teater i luften (havde endda haft sprængningseksperter heroppe), hvilket dog blev afvist af Dr. Best, idet han var overbevis om, at så ville der blive ballade i Danmark. Man besluttede så, at dræbe nogle personligheder i Danmark, men på en sådan måde, at man ikke skabte martyrer. Man skulle sørge for, at det ville være modstandsbevægelsen, der fik skylden for de påtænkte drab.

Hvem skulle man så slå ihjel? En tysk matematikerlærer fra Den tysk skole her i København og som arbejde for SD pegede her på Kaj Munk, der var kendt som en intellektuel, der i skrift og tale var mod den tyske besættelse og Det Tredje Rige i øvrigt..

Man tog derfor kontakt til det tyske sikkerhedspoliti (SD) her i landet, hvor det fra ledelsens side blev besluttet, at det skulle være den dansktalende SD-mand, Søhnlein, der skulle tilrettelægge drabet. Efter ordre, tog Søhnlein, til Flensborg, hvor han fik farvet sit hår rødt samt fik påmonteret et falsk overskæg, hvorefter han den 20. dec. 1943 blev smuglet over grænsen til Danmark. Her fik han udleveret en cykel og med den i bagagerummet, blev han kørt op til Ulfborg, hvor cyklen blev samlet (hjulene var taget af), hvorefter han kørte på cykel ned mod Vedersø præstegård. Han skulle undersøge tilkørslen til gården og forholdene i øvrigt. Han kom også ind på Præstegården, hvor han rettede henvendelse til forvalteren på gården, der stod og tærskede inde i laden. Han forklarede, at han var turist og spurgte her ind til Kaj Munks gøren og laden og var så overbevisende, at forvalteren inviterede ham ind til frokost sammen med sin familie. Efter et par timer forlod Søhnlein igen gården, kørte tilbage til Ulfborg, hvor han blev samlet op af sin chauffør. De kørte nu til Flensborg igen, hvor Søhnlein fik afmonteret i sit overskæg og fik sin hårfarve tilbage. Herefter tog han til København, hvor han aflagde beretning om sin hemmelige tur til Vedersø præstegård.

Søhnlein fik nu besked på at likvidere Kaj Munk, men afviste dette, idet han ikke ville slå ihjel, hvilket andre i SD også afslog. Altså likvidere Munk. Dette fik Berlin beksed på, at man ikke i Danmark kunne finde folk til drabet, hvorfor der fra Berlin blev der sendt ordre om, at der skulle samles et hold af dansktalende SSer, hvorefter en Peter Schwerdt fra SS Jagdband, der havde befriet Mussolini, blev sendt til Danmark sammen med en Kurt Carstensen, en Toni Gføller og en Louis Nebel.

De mødtes alle i Dagmarhus, fik udleveret bilen, hvorefter de med Peter Schwerdt som leder kørte mod Jylland. Undervejs diskuterede, hvorledes drabet skulle finde sted og bestemte her, at det var Nebel, der skulle forøve selve drabet, Kurt Carstensen skrive den pågældende besked fra modstandsbevægelsen og Gføller være chauffør. Søhnlein skulle vise vej.

Det var først meningen, at Kaj Munk skulle myrdes i sit hjem, men det nægtede Nebel på grund af de 5 børn, der var i hjemmet. De besluttede så, at tage Kaj Munk med sig og skyde ham et passende sted.

Peter Schwerdt var i øvrigt meget i mod at skyde Kaj Munk og forsøgte da også ad 2 gange under turen mod præstegården af for drabet aflyst, men hver gang han ringede hjem til Dagmarhus for at få ændret planen, blev han beordret til at fortsætte.

De kom til præstegården, fik fat i Kaj Munk, og med ham på bagsædet mellem Nebel og Schwerdt kørte de nu mod Århus. På et tidspunkt standsede de et kort øjeblik, hvor Carstensen fik lejlighed til at skrive den pågældende seddel, hvorefter de fortsatte. Kaj Munk havde været ganske rolig under turen og de havde alle talt om forholdende i landet.

På et tidspunkt og under foregivende af, at de skulle lade vandet kørte de tværs over vejen, standsede bilen og steg ud alle sammen. Da de steg ud, stillede Søhnlein og Kurt Carstensen ud ved forenden af bilen for at holde øje med eventuelle forbipasserende biler, medens Gføller blev siddende bag rattet. Fra bagsædet steg først Peter Schwerdt ud af bilen, hvorefter Kaj Munk steg ud og til sidst Nebel.

Da Nebel steg ud, stod Kaj Munk med ryggen til, hvorefter han blev skudt i baghovedet med en lydløs pistol, Kaj Munk faldt om og ned i grøften uden en lyd og efterfølgende skød Nebel ham 2 gange i hovedet, men nu med en almindelig pistol. De tog nu kufferten og lagde den over Kaj Munk nede i grøften og placerede sedlen ved kuffertens håndtag.

Billede 7: Den lydløse pistol.

Herefter kørte de fra stedet til Århus, hvor de opholdte sig i 2 dage hos Gestapo, hvorefter Nebel, Carstensen og Gføller kørte til Tyskland, meden Peter Schwerdt og Søhnlein tog til København, hvor de meldte sig til tjeneste. Søhnlein fortsatte sin virksomhed som SD-mand og foretog herefter en række terroraktioner (læs op) medens Schwerdt blev leder af terrororganisationen Peter-gruppen.

Efter Krigen blev Søhnlein efterlyst internationalt og man fandt ham i en krigsfangelejr i Nordtyskland, fik ham udleveret til Danmark, hvor han af Rejseholdet blev afhørt i forbindelse med sin terrorvirksomhed her i landet. Han tilstod alt og herunder også, at han havde været med til at myrde Kaj Munk. Han fortalte, hvem han havde været sammen med og alle blev efterlyst og senere udleveret fra forskellige krigsfangelejre i Tyskland. Alle undtagen Gføller, der var blevet dræbt under slutkampene i Berlin.

Alle tilstod og alle idømt dødsstraf, men senere benådet og smidt ud af Danmark.

Nogen spørgsmål?