En tragisk hændelse - FEB14

Et tragisk og bizart hændelsesforløb fra Anden Verdenskrig.

Optakten, et uforklarligt flyvrag i den Libyske ørken.

I den tidlige vinter 1959, rapporterede besætningen på en amerikansk militærmaskine, der overfløj et øde område af Saharas ørken, en flyulykke. Piloten havde mellem ørkenens store sandklitter, observeret et flyvrag langt fra enhver rute, langt fra beboede områder og langt fra kysten. Der blev slået alarm, men en omhyggelig undersøgelse viste, at ingen fly savnedes, dog lå vraget der, forholdsvis intakt og tilsyneladende netop forladt af sin besætning.

En undersøgelse blev iværksat, de amerikanske myndigheder var dog temmelig sikre på, at det ikke kunne dreje sig om et fly fra krigens tid (1939/45), fordi det lå hundrede af kilometer fra de områder som var berørte af Montgommerys og Rommels felttog.

En C-47 transportmaskine blev sendt til stedet, der var let at finde, spøgelsesagtigt lå det store vrag i sandet. C-47eren landede uden vanskeligheder på den faste sandflade i nærheden. En læge, Captain Paule, var den første som nåede vraget, en B-24 Liberator bomber. Den så ud, selv på nært hold, som om den var faldet ned i går, uskadt af sandet og klimaet.

Man nærmede sig forsigtigt, hvad kunne den indeholde af gru, B-24, var netop en af de typer som blev anvendt fra Nordafrika mod Italien, da bomeangrebene begyndte, en 16 år gammel tragedie, for længst blot historie i forsvarsministeriets arkiver. Det første man mærkede, var den helt ubeskrivelige varme, det medbragte termometer kunne max. vise 50 C, det gik helt i top, så temp. har formentlig været højere, og så stilheden, total tavshed, intet hørtes, intet liv overhovedet i denne naturens bageovn, man hørte kun egne stemmer i denne spøgelsesverden.

Flyet var landet på maven, omkring lå masser af gods hulter til bulter, iltflasker, forbindingskasser, ammunition, flyverdragter foret med lammeskind. På flyets næse var malet dets nummer ” 64” og navnet ”Lady be Good”. Da man kom ind i vraget, så man besætningens jakker hængt skødesløst på knagerne, som om de var anbragt der kort tid forinden. Alt metal var stadig rent og skinnende, ikke en rustplet kunne anes, det ene af maskinens hjul var stadig oppumpet, men ikke de ringeste spor efter mennesker, døde eller levende. I cockpitt`et begyndte et nøjere undersøgelse af instrumenterne. Desuden fandt man termoflasker med kaffe og vand, begge dele stadig drikkelige, og radiomodtageren som stadig virkede, hvilket var meget belejliget, da modtageren på C-47'eren var gået død. Tre af Liberatorens motorer var løbet tør for benzin, men der var noget på den fjerde, som maskinen havde kunne flyve på i nogen tid, selvom den stadig havde tabt højde. Den automatiske pilot var tilkoblet og dette i forbindelse med, at der ingen faldskærme var ombord, gjorde det klart at hele besætningen var sprunget ud et stykke før styrtet, men hvor, hvornår og frem for alt hvorfor, kunne ikke besvares.

Den historiske efterforskning.

Raporten blev overgivet til Basen Wheelus i Libyen, hvor det blev klart, at der ikke på noget tidspunkt under krigen havde været luftaktiviteter over den øde egn. Ingen Liberator havde været blot i nærheden siden 1944. Eftersøgningen fortsatte i ministeriet i Washington og man fandt noget af forklaringen.

Løjtnant Williams ( pilot ), blev i slutningen af marts 1943 overflyttet til en Liberator -eskadrille på Morrison Air Force Base i Florida. Han og hans besætning var:


   Lt. Robert Toner
   Lt. D.P. Hays
   Lt. John Woravka
   Sg. Ripslinger
   Sg. La Motte
   Sg. Shelly
   Sg. Moore
   Sg. Adams
Få dage efter blev de sendt til Afrika af 376. bombergruppe, stationeret på basen Solluch, syd for Benghazi. Det var en ganske ung og uøvet besætning, uden nogen kamperfaring, men dog så optimistiske, at de døbte deres fly ” Lady be Good”. Det navn blev en hård skæbnens ironi for dem. Ordren lød d.4.april på, at bombe Napolis havn fra stor højde. Der skulle deltage 25 fly, kun 21 kom til start, fordi ørkensand havde lammet motorerne på fire. Flere af de startende fly måtte i øvrigt vende om, på grund af tekniske problemer, foråsaget af sandet. Man fløj i to bølger, den første bestod af 12 fly, de 11 nåede Napoli og kastede deres døddbringende last, trods et luftskyts, der var så tæt, at samtlige angribere blev ramt og 4 af de italienske jagere der gik op for at bekæmpe amerikanerne, blev skudt ned af egne kanoner fra jorden. Anden bølge hvor ”Lady be Good” deltog, var mindre heldig, det ene efter det andet fly måtte udgå tilsidst var de kun fire. Klokken 19,50 havde de nået Sorento, 50 km. Syd for Napoli, da Ladyen, der nu var leder af formationen, afblæste angrebet, muligvis på grund af mørke og drejede mod syv med retning mod Solluch.

Enkeltvis søgte de fire bombefly hjem, de tre landede i god behold, ”Lady be Good”, så og hørte man ikke mere til. Det var bælgmørkt og der var beordret absolut radiotavshed, men 1 time og 2 minutter efter at de tre andre var landet, pejlede radiostationen i Benina, øst for Benghazi, den udeblevne maskine på kurs 330 grader, der var rette kurs mod Solluch. Da den stadig udeblev, iværksattes næste dag en stor eftersøgning over Middelhavet, naturligvis uden resultat.

Et år senere anbefalede en amerikansk undersøgelseskommision, at de ni besætningsmedlemmer blev anført som forvsundne i kamp (MIA). Sagen var afsluttet troede man, men mysteriet bestod dog 16 år senere.

Et hændelsesforløb kunne havde været: Beninas pejling viste, ifølge arkiverne , at den var blevet modtaget af ”Lady be Good”. Radiokompasset skulle have fortalt piloten når han passerede Benina.

Ser man bort fra det, kan mørke, dis og sandstorm havde det gjort det umuligt for besætningen at se om man fløj over hav eller ørken. De kunne have troet, at de havde stærk modvind og ikke var nået så langt som de faktisk var. I virkligheden havde de kraftig medvind og var kommet 700km. Syd for Solluch, før maskinen løb tør for brændstof. Forinden havde piloten givet ordre om at springe ud i faldskærm, man havde forventet at ende i Middelhavet, overraskelsen må have været total da man landede i sand. Umiddelbart efter at de var landet med faldskærmene, har de signaleret for at finde hinanden, antageligt har de brugt deres pistoler, et tømt magasin blev fundet 15 km. fra nedstyrtningsstedet.

Ved første dagslys har man taget bestik af den desperate situation og rigtigt bedømt at redning og kysten lå mod nord. Men de har næppe haft mistanke om, den kolossale ørkenstrækning der skilte dem fra havet - ca 700 km, men det vidste de heldigvis ikke. De fortsætter i et stædigt håb om at kunne redde livet, at kysten ikke var langt borte. Sporene ender ved et i sandhed uhyggeligt sted, sandhavet Calanscio. Klitterne ser ud som dem der findes ved kysten. Man kan forestille sig hvordan de desperate mænd har set klitterne, har troet at de var frelste, er klatret op på sandbankerne og har set det endeløse hav af klitter, så langt øjet rakte, men stadig syntes at vise at havet var nær.

Man fandt og søgte at følge mændenes spor i sandet, de var ikke helt udviskede, det havde ikke regnet siden 1943, de fortæller i store træk, mændenes skæbne, efter at de var sprunget ud. De viser også, at den ene af dem må være blevet væk fra resten i forbindelse med udpringet og at de otte andre samledes og begyndte at gå mod nordvest, ved hjælp af nordstjernen. De døde flyvere var i øvrigt ikke skeletter da de blev fundet, 100km.fra nedfaldsområdet. Muskelvæv, hud og hår var ikke forsvundet, ansigtstrækkene var genkendelige. Forklaringen er, at der er så varmt og tørt, at ikke engang bakterier kan eksistere, det siger en del om, hvor ringe livsbetingelserne er.

De havde ganske lidt vand og opbrugte gradvis kræfterne og døde efter otte dage under svære lidelser. Men dramas afslutningen skildres bedst og mest gribende i en kortfattet dagbog, der blev fundet på Lt. Toner, han skriver:

Søndag 4. april Napoli - 28 maskiner, alt forvirring – fór vild på hjemturen, løb tør for benzin, sprang ud, landede i ørkenen kl. 2 morgen, ingen alvorlig såret, kan ikke finde John, alle andre til stede.

Mandag 5. april. Begynder at gå NV, stadig ingen John, nogle få rationer, 1/2 feltflaske vand, en skruehættefuld pr. dag, solen godt varm, stærk brise fra NV, natten meget kold, ingen søvn, hvilede og gik.

Tirsdag 6. april. Hvilede kl. 1130, solen meget varm, ingen brise midt på dagen vi var i helvede, ingen fly etc. Hvilede til kl.17, gik hele natten – 15 min. gang, 5 min hvile.

Onsdag 7. april. Samme rutine, alle bliver svagere, beder hele tiden, middagsstunden igen meget varm, helvede. Kan ikke sove, alle ømme af jorden.

Torsdag 8. april. Nåede sandklitterne, højst elendige, god vind, men konstant flyvesand, alle nu meget svage, troede Sam og Moore var helt færdige. La Mottes øjne er gået, alle andres øjne dårlige, går stadig NV.

Fredag 9. april. Shelly, Rip og Moore forlader os for at prøve at hente hjælp, resten meget svage, øjnene dårlige, kommer ingen vejne. Stadig meget lidt vand, nætterne er henved 2 grader varme, god nordenvind, ingen læ, en faldskærm efterlades.

Lørdag den 10. april. Holder stadig bønnemøder om hjælp, ingen tegn på noget. Et par fugle, god vind fra nord – virkelige svage nu, kan ikke gå, smerter overalt.

Søndag 11. april. Venter stadig på hjælp, ingen søvn, beder stadig, øjnene dårlige, har tabt næsten hele vor vægt, ømhed alle steder, kunne klare det hvis vi havde vand. Kun nok til at fugte tungen, håber på hjælp meget snart, ingen hvil, er stadig på samme sted.

Mandag 12. april. Endnu ingen hjælp, meget kold nat . . .

Her slutter dagbogen. Samme dag menes de at være døde.

Hvad der ikke står i dagbogen er, at der i maskinen lå store mængder mad, drikkevarer og udstyr, der skulle have det gjort det muligt, at overleve længe i ørkenen og at radioen stadig var i orden, så de kunne have tilkaldt hjælp.

Efterskrift

Før man dømmer, skal man huske på udgangssituationen og at et fly med besætning, ikke er et demokrati. Skipperen var, som i dag, eneansvarlig og enebestemmende.

Efter at missionen blev afbrudt på grund af mørke, blev kursen sat mod Solluch. Vejret var dårligt, dis og sandstorm gjorde det umuligt at se om man fløj over hav eller ørken, den kraftige medvind førte flyet sydover. Besætningen troede på stærk modvind og da brændstofbeholdningen svandt, besluttede piloten, at lade besætningen forlade flyet i faldskærm og lod flyet fortsætte på autopilot.

Hvorfor ikke forsøge at sætte flyet på vandet, ”ditche”, man har formentlig følt sig overbevist om, at man var over havet. Men at nødlande på havet i mørke og dårligt vejr og uden referencer for at kunne bedømme højden over havoverfladen, vil ingen pilot drømme om at gennemføre, formentlig derfor forlades flyet i faldskærm.

Hvilken overraskelse må det ikke have været at lande i sandhavet:

Henvisninger:

Litteratur

 Politiken dec. 1959 og Berlingske jun. 1960
                        Berlingske  jun. 1960    


>